Tekst og fotos Hasse Jørgensen, mandag den 26. juli.
Nationalpark Vadehavet, Kammerslusen og Mandø blev godt eksponeret, da DR TV’s vejrudsigt, Vores Vejr, startede deres serie fra Danmarks Nationalparker netop i Nationalpark Vadehavet.
Der blev givet en række faktuelle oplysninger om vadehavet, tidevandet, kammerslusen og Mandø af meteorolog Søren Jakobsen. Bl.a. at nationalparken er Danmarks største og dækker et areal, der svarer til omtrent halvdelen af Fyn.
Sluseassistent Flemming Jørgensen fortalte om kammerslusens funktion, og Niels Chr. Nielsen, landmand, fåreavler, strandfoged, digegreve, kirketjener, graver med mere, fortalte om, hvordan beboerne på Mandø må påtage sig flere jobs for at få det hele til at fungere med de 35 fastboende, der er på øen.
Hele udsendelsen varede 12 minutter, men for at få disse minutter i ”kassen” er der store forberedelser.
Da Deres udsendte mødte op ved Kammerslusen for at få et indblik i tilblivelsen af udsendelsen, var der travlhed med prøver. Netop på det tidspunkt havde vejrguderne besluttet sig for at lukke lidt op for sluserne, og selv om regnen ved Kammerslusen slet ikke faldt så tæt og tungt, som tilfældet var længere inde i landet, måtte Søren Jacobsen og undertegnede ty til både paraplyer og regnjakke under prøverne for ikke at blive gennemblødte. Og imens havde fotograf og lydmand travlt med at få både lyd- og lyssætning på plads.
For at give ly for regnen var der opsat en pavillon som ”studie” med den berømte vejrskærm. Tydeligvis var vejret blevet bedre, da den endelige udsendelse rullede over skærmen, for her kunne Søren Jacobsen optræde i t-shirt og uden regnjakke og paraply.
– På vores sommertogt plejer vi at tage os god tid til både vejrudsigter og til at fortælle de historier, vi møder rundt omkring i landet. Som regel er det historier, hvor vejret spiller en rolle, men det kan også være en god, lokal historie, som ikke nødvendigvis har så meget med vejret at gøre. Vi vil gerne samle danskerne om sommervejret på TV ved både at være helt tæt på mennesker og begivenheder og tæt på vejret, siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder og ansvarligt for vejret.
Vores vejr sender også i morgen, tirsdag, fra Kammerslusen, og derefter rykker holdet ind på Skibbroen i Ribe et par dage.