Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 16. november 2023
Nationalpark Vadehavet har fået en venskabsnationalspark.
Og den ligger så langt væk som i Sydkorea!
Her var vi nogle stykker, der troede, at Vadehavet var forbeholdt Danmark, Tyskland og Holland. Men man bliver stadig klogere.
Da undertegnede mødte byrådsmedlem og formand for klima- og miljøudvalget Jørgen Ahlquist (S) ved indvielsen af den nye boinstitution Sydstjernen, gjorde Jørgen Ahlquist mig opmærksom på en vadehavsfugl, han havde som en nål i sit jakkerevers.
Jørgen Ahlquist er næstformand for det rådgivende udvalg bag Vadehavet, og da han var inviteret til et møde, viste det sig, at der var en delegation af koreanere med. For de har nemlig også et vadehav. Og delegationen fik oprettet et venskabsvadehav med ”vores eget vadehav”, der som koreanernes er er optaget som verdensarv. Og Jørgen Ahlquist fik sin nål til jakkereverset.