Tekst Hasse Jørgensen, fotos Chr. Quvang, mandag den 5. december 2022

Spillestedet Termansens har haft fint besøg. Spillestedet var nemlig blevet udvalgt af JazzDanmark til at være vært for deres netværksstudietur, hvor kollegaer fra danske spillesteder og jazzforeninger kom forbi for at høre, hvordan spillested og støtteforening drives i Ribe.

Omkring 30 kollegaer fra landets spillesteder og foreninger var mødt op. De var kørt fra bl.a. Hornbæk, Gentofte, Gladsaxe, Roskilde, Aalborg, Thy, Ærø for at få inspiration fra den lille Ribebaserede jazzklub.

Eftermiddagens program startede med oplæg af formanden, Josephine Nielsen-Bergqvist, der fortalte om støtteforeningen, der tæller omkring 120 medlemmer.

I teorien er spillested og forening adskilt, i praksis hjælper man hinanden. Foreningen Termansens har egne arrangementer, f.eks. Fredagsjam og VinylVenner Vender Vinyl, foruden større koncertrækker.

Foreningen har også et entusiastisk hjælperkorps, der hjælper med alt fra koncertafvikling, plakatopsætning, rengøring, bespisning af musikere, presse, vask af håndklæder mv. Alle i foreningens bestyrelse og hjælperkorps er frivillige og byder ind med, hvad der er tid og overskud til. Tilhørerne var meget interesserede i korpset og i at høre, hvordan det blev koordineret.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der blev lyttet intenst

Herefter fortalte spillestedsejer Martin Schack om koncerter, økonomi, fremtidsplaner for spillestedet samt den smukke bygning, der danner den unikke og historiske ramme for Termansens.

Det sidste oplæg var fra Jazzin’ Ribe ved formand Jakob Jakobsen og bestyrelsesmedlem Jeppe Dahlstrup – Jazzin’ Ribe står for bl.a. Ribe Jazzfestival og Jazzcamp. Især jazzcamp’en for unge vakte tilhørernes interesse, og der blev udvekslet mange erfaringer og ideer.

Herpå bød programmet på rundvisning og sparring. Hjælperkorpset stod for aftensmad, og dagen blev afsluttet på bedste vis med en fremragende koncert med Mathias Heise og Pelle von Bülow. Det lokale band BulBul Bird (bestående af Emil, Asta og Kasper fra MGK Syd, afd. Esbjerg) varmede op. I bedste Termansens-ånd blev koncerten livestreamet, og kan nu ses på spillestedets Facebookprofil.

– Vi er meget stolte af, at Termansens blev udvalgt som mål for JazzDanmarks første netværksstudietur. Det betyder jo, at der bliver lagt mærke til os, og det er da noget af et skulderklap, at vi kan samle kollegaer fra hele landet, siger formanden for Foreningen Termansens, Josephine Nielsen-Bergqvist.

En yderst inspirerende dag med netværk og sandsynligvis også grobund for nye samarbejder på tværs af landet.

JazzDanmarks Jazznetværk er støttet af Augustinus Fonden

Jakob Jakobsen (t.v.) fortæller om Jazzin’Ribe