Tekst & Foto Johnny Tauman
15. november 2018

Hvad sker der lige, tænker man uvilkårligt, når kirkeklokkerne i Roager Kirke pludselig begynder at ringe klokken 16.30 en ganske almindelig sommerdag, mens solen står højt på en skyfri himmel.
Har klokkeren fuldstændig mistet fornemmelsen for tid og sted?
RYK IND RIBE har besøgt graver og kirketjener Keld Andersen, der også har ansvaret for, at der ringes med klokkerne kl. 08:00 og kl. 16:30 på alle årets dage. Og det sker præcist, garanterer Keld, der har et elektronisk ur baseret på signaler fra DCF 77 – senderen, der er placeret i Mainflingen sydøst for Franfurt / Main i sydtyskland.

Fire klokkere i Roager Kirke

Der er fire officielle klokkere, der kan ringe i Roager Kirke. Ud over Keld er der medhjælperen – og så to personer, som frivilligt tager tjansen en gang i mellem. I begyndelsen ringede man to minutter, hvor på de tre x tre bedeslag fulgte. Men det var der flere beboere, som ikke var tilfredse med, fortæller Keld, og derfor er der følgende retningslinje for Roager Kirke: ”Der ringes med 50 slag – ca. 1½ minut – efterfulgt af bedeslag”.
Keld ville gerne have automatiseret ringningen, idet de to ringninger samt ringning til højtider, begravelser mm vil kunne udføres mere effektivt. Hvornår det sker, vides ikke, for Roager Kirke trænger også til at få renoveret orglet og så er der lige en omgang kalkning.

Vejledning fra 1993

Det med ringning morgen og aften er beskrevet Kirkeministeriets ”Vejledning om klokkeringning” fra 1993.
”Hverdagens morgen- og aftenringning har siden middelalderen påmindet menigheden om at holde andagt før det daglige arbejdes begyndelse og ved dets afslutning. Ifølge Danske Lov af 1683 skulle degnene ringe bede- og fredsklokken aften og morgen.”

Tidspunkter kan flyttes

Der er ikke generelle bestemmelser for, hvornår morgen- og aftenringning skal finde sted. Det betyder, at den lokale sædvane nogle steder har flyttet tidspunkterne alt efter årstiderne. Det fremgår i graverens / kirketjenerens regulativ.
Især aftenringningen kl. 16:30 er flere steder i sommerhalvåret flyttet til et senere tidspunkt – og da ringningen samtidig ikke længere ”definerer” de tidspunkter, der svar til en normal arbejdsdags begyndelse og afslutning er det vel også forståeligt.