Tekst & Foto Johnny Tauman
25. november 2018
Når der er kraftig østenvind og Kammerslusen har åbne porte, så strømmer vandet ud af åsystemet og blotlægger en ø af sten og gamle murbrokker mellem kranen på Skibbroen og Kolvig. Spørgsmålet er, hvornår Esbjerg Kommune rydder op på bunden her, så havnens nuværende skibe trygt kan svaje uden risiko for at ramme murbrokker.
Ny artikelserie på vej
RYK IND RIBE har talt med Finn Heintzelmann, der i Ribe Amt var ansvarlig for vandløbene som regionsplanlægger. Han har et enormt kendskab til udfordringerne omkring vandløbene såvel øst og vest for byen, hvilket vi her på siden vil komme nærmere ind på i en række artikler i løbet af den kommende periode.
For mange, mange år siden blev der anlagt et stryg / en stensætning under og omkring broen, der går fra Kolvigs gård til parkeringspladsen på Hovedengen. Der er forskellige holdninger til gevinsten af dette stryg, som skulle give laks og ”niøjn” (havlampretten) optimale muligheder for at gyde.
Forslag om nyt stryg og kanoer
Mange har ideer – og RYK IND RIBE løfter sløret for den ene. Lav et langt stryg med rislende vand fra Ydermøllen til det sted, hvor åløbet fra Midtmøllen støder til – ved at anvende stenene fra det nuværende stryg og stenene, der ligger mellem kranen og Kolvig. Det vil give dobbelt gevinst – og materialerne fra åen vil kunne genbruges. Samme forslag anbefaler, at der anlægges kanoplads ved det grønne område med høje træer neden for den store parkeringsplads.










































































