Tekst: Peter Holm Lindgaard
Foto: Peter Holm Lindgaard
Rued Langgaard Festivalen er langt fra kun musik for kendere. Nye kan sagtens være med.
”Hun er god – hendes musik lyder næsten, som om det var skrevet af en mand.” Den slags måtte en af Danmarks første kvindelige komponister, Nancy Dalberg, lægge øre til, da anmelderne skrev om hendes debut tilbage i 1915. Heldigvis står der nu 2023 på tidsregningen, og vi er godt i gang med Langgaard festivalen i Ribe.
Alsidighed, nysgerrighed og åbenhed for det smalle er et af festivalens tilbagevendende kendetegn. Og sådan en lørdag kan man heldigvis nå kaste sig ud i en herlig masse. Rued Langgaard Festivalen er langt fra kun musik for kendere eller det modne publikum. Midt på formiddagen sidder en propfyldt sal i Kannikegården klar til at høre foredrag. Det er musikhistorikeren Thomas Husted Kirkegaard, der rundhåndet varmer op til dagens første koncert. Den for mange ukendte Nancy Dalberg dukker op i programmet, som en del af festivalens gennemgående navne. Nancy Dalberg var en pioner, en kvinde der havde uddannet sig i at komponere. Hun vidste, hvad hun var gjort af – hun arbejdede bl.a. tæt sammen med Carl Nielsen, som hun hjalp i forbindelse med instrumenteringen af det verdensberømte værk ”Fynsk Forår.” Dalberg insisterede på at komme ud og blive hørt på lige fod med samtidens mandlige komponister – f.eks. Rued Langgaard. Men anmelderne, der alle var mænd, havde deres forbehold for at kvinderne pludselig begyndte at blande sig i en mangeårig mandeverden. Derfor hørte man for 100 år siden ikke i samme grad kvindernes dejlige musik, som man i dag f.eks. hører Anne Linnet eller Oh Land. Tænk lige over det.
Men så er det jo godt, at de erfarne planlæggere er kommet i tanke om at lægge et navn som Nancy Dalberg ind i årets program. Ved lørdagens første koncert i Sct. Catharinæ Kirke gjorde Nordic String Quartet de gamle anmeldere til skamme foran en tætpakket kirke. Dalbergs strygekvartet nr. 1 blev sikkert fremført, og publikum lyttede sig intenst gennem de fire satser, der både klangmæssigt, dynamisk og rytmisk havde meget på sinde. Musikken rummer både romantik, tematisk robusthed, men også en nysgerrighed – ind fik lød det nærmest som om komponisten var vægelsindet. Især der hvor der skiftes hurtigt gear, f.eks. i anden satsen, hvilket de fleste trak på smilebåndet over. Finalen gav appetit på mere, hvilket man sagtens kan få hvis man besøger nogle af de andre koncerter både lørdag og søndag.
Koncerten i Sct. Catharinæ blev fulgt op af Rued Langgaards romantiske Lenaustemninger. Et værk fra 1917. Uden at forklejne Nancy Dalgaard, men hvis hun flirtede med romantikken, føles det som ingenting sammenlignet med Langgaard. Værket blev fremført med mezzosopranen Christina Herresthal i spidsen. Teksterne er taget fra Thor Langes digte og beskriver en lun efterårsdag, hvor bladene taktilt svæver ned fra træerne eller en stille skovsø, hvor boblerne magisk søger overfladen. Var det en forløber for filmmusikken, Langgaard havde i tankerne, da han skrev musikken? Well – måske! Musikken virkede i hvert faldforførende. Herresthal masserede drevent publikums opmærksomhed med sin magiske stemme, og strygekvartetten håndterede de Langgardske harmonier med en udsøgt grad af sanselighed.
Sidste indslag var voces intimae ”Indre stemmer” af Jean Sibelius. En strygekvartet han skrev i 1909 under en sygdom, hvor han kæmpede med følgerne af et overdrevent indtag af tobak og alkohol. Værket er skrevet på en måde, hvor komponisten taler med sig selv – ja, egentlig diskuterer han vel også de forhold, han selv er i tvivl om – eller bange for. Livet-døden, lyset-mørket, styrken-svagheden. Mol søger dur. Et fantastisk værk – et hit for strygekvartetter. Nordic String Quartet leverede varen med stort format – sublimt, virtuost og overlegent. Det gik i blodet. Man følte sig henført.
Ovenpå sådan en oplevelse kan man godt få brug for at slå sig ned med noget mere let og ligetil. Hvad byder programmet på? Dansende nordisk, Det suser for øret, Langgaard Lounge og Familiekoncert. Jeg må straks videre.