Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 16. juni 2023
Da angsten første gang satte kløerne i Thomas, troede han, at han fejlede noget fysisk. Det måtte det jo være, når man bliver svimmel og frygtelig utilpas, og det ikke bare forsvinder igen.
Thomas Nissen læste medialogi ved universitetet i Esbjerg. Det er en uddannelse, hvor man lærer at udvikle teknologi til menneskers behov – blandt andet løsninger til genoptræning af handicappede. Han havde travlt, rigtigt travlt på det tidspunkt, hvad der måske har medvirket til at trigge angsten.
På et tidspunkt fik han det så skidt, at han kom til psykolog, og det tog ikke psykologen ret lang tid at konstatere, at Thomas var ramt af angst. En psykologisk udfordring, som hverken hans forældre eller to søskende dengang kendte til.
Cykel og fællesskab
Nu er Thomas 38 år, selvstændig grafisk designer, single og bor i Ribe, og han har fundet nogle strategier i forhold til sin angst. Et af hans bedste våben er en gul Team Rynkeby cykel og det fællesskab, den har givet ham.
– Jeg har altid dyrket en del sport og løbet også. De endorfiner, der bliver udløst i hjernen, når du træner, hjælper på min angst og på mit tankemylder, siger Thomas.
En bekendt foreslog ham, at han skulle søge optagelse på Team Rynkeby Vestjylland, som i juli i år cykler til Paris. Som de andre Team Rynkeby hold cykler de for at samle penge til Børnecancerfonden og Børnelungefonden.
Åbent og glad fællesskab
– Der, hvor min angst især viser sig, er gerne op til en udfordring eller opgave. Kan jeg nu gøre det godt nok, kan jeg falde til socialt i gruppen? Så da jeg blev optaget, og vi startede træningen, må jeg indrømme, at jeg var presset. Men så snart jeg kom i gang og både blev klar over, hvad der fysisk skulle til, men også følte mig optaget i det åbne og glade fællesskab, som Team Rynkeby er, så blev det meget lettere. Fem minutter før kan det føles uoverskueligt, men så snart jeg er i det, så letter angsten.
Thomas har valgt at være meget åben omkring sin angstlidelse, og det betyder at mange andre også deler de udfordringer, de hver især står med.
– Der er jo rigtigt mange mennesker rundt omkring, som på det mentale plan kæmper med et eller andet, siger han. Alt fra angst, stress, ADHD, tendens til depression, dårligt selvværd eller noget andet. Jo mere man får det ud i det åbne, jo nemmere bliver det at leve med og arbejde med.
Paris lige om hjørnet
Nu er Paris lige om hjørnet – men det har krævet mere, end Thomas forestillede sig i starten i forhold til den tid, der skal bruges på træning.
– Jeg vidste, at jeg var i ok form inden. Men trænes skal der, når du skal køre 200 km om dagen i bakket terræn og ende med at kunne gøre det i en hel uge. Samtidig skal vi sælge julekalendere og Fur øl og samle sponsorater ind på forskellige måder. Det er jo det, der er meningen med det hele – at skaffe ressourcer til alvorligt syge børn.
Men den tre dages træningstur, holdet netop har været på, satte det på plads for Thomas.
– Jeg var simpelthen helt høj efter de tre dage fra Esbjerg til Silkeborg, Kolding og tilbage til Esbjerg, siger Thomas med et stort smil. Hold op hvor var det fedt at opleve, hvordan vi kunne hjælpe hinanden til at gennemføre, have det hyggeligt om aftenen og stå glade op igen om morgenen.
Inden træningen startede i efteråret, mente Thomas, at det nok kun blev det ene år på Team Rynkeby. Det er han slet ikke sikker på mere.
– Jeg hviler meget mere i mig selv nu, og det sammenhold og det sjov, vi har sammen, vil være svært at undvære, siger han.
Fakta
Du kan følge Team Rynkeby Vestjylland på Facebook.
Holdet starter fra Torvet i Esbjerg med kurs mod Paris lørdag morgen den 8. juli klokken 8. Ankomst Paris lørdag den 15. juli.

Thomas Nissen på den gule cykel