Tekst & Foto Johnny Tauman
19. juli 2019

Budgetlægningen venter lige efter sommerferien. Politikerne skal i arbejdstøjet og drøfte de mange, mange forslag, som Esbjerg kommunes borgere gerne ser løst.
Lad os nu bare tage mobildækningen.
Umiddelbart skulle man jo tro, at det er mobilselskaberne – heriblandt TDC – der skal sørge for, at der kommer de nødvendige master i kommunen, men TDC mener, at det skal ske i samarbejde.

De største huller omkring Ribe – de sorte punkter viser, hvor masterne står

To udfordringer med signalet

Esbjerg Kommune har flere ”døde” områder, hvor det er svært at fastholde signalet – der er fx et kæmpe mobilhul i Jernved og Jernvedlund.

Rejst i Lokalrådet i Jernved

RYK IND RIBE har fået en kort status fra én, der kender til problematikken – nemlig Henny Fiskbæk, der bor i Jernvedlund. Hun siger bla. ”Jeg har på min sommerferie i Filzmoss i Østrig erfaret, at mobildækningen i bjergene er en del bedre end i Jernvedlund. Men der er ingen udsigt til, at vi får en bedre dækning i nærmeste fremtid. Sagen er rejst af Lokalrådet over for Teknisk Udvalg, som foretager opmåling af sendestyrke i området. Resultaterne forelægges til budget forhandlingerne.”

Høj og stærkt forankret mast i Kalvslund

Stort hul omkring Kammerslusen

Et andet sted, hvor der også opleves problemer, er ved Kammerslusen – egentlig et kæmpe paradoks, når vi ved, hvad slusen betyder ift. baglandet og Ribe By ved stormfloder etc. Men også de mange besøgende, sejlere, jægere og fiskere savner signal – eller har et meget ustabilt lavt signal.
RYK IND RIBE har fanget Bjarne Kiholm på sin båd ”Mejsen” – han siger om siger om mobilsignalet: ”Mobilsignalet lige inden for slusen er elendigt – der er et hul med en diameter på ca. 500 m – det er efter min mening uforsvarligt”. Bjarne foreslår en lille hjælpe antenne på eksisterende mast ved slusemesterboligen som en mulighed. ”Dækningen inde på selve Vesteråen er ok for mig – jeg anvender TDC’s net – og også ude på havet er det muligt at opnå et godt signal”, konstaterer Bjarne.

Nye master på vej syd for Ribe?

Jernved / Jernvedlund får dækning fra Kalvslund, Gørding, Bobøl og Gredstedbro – og det er ikke godt nok, derimod ser det ud til at en fælles indsats vil kunne give nye master i Roager og V. Vedsted.

Ingen tvivl om ejerskabet i Kalvslund

Beregninger viser, at det koster Esbjerg Kommune omkring 700.000 kr som medfinansiering, når skal sættes en ny mobilmast op.