Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 8. marts.

Utroligt mange læsere har reageret på vores artikel om Islamisk Kulturcenter Ribe og undret sig over, hvorfor det skal være så hemmeligt, hvor organisationen adresse er.

RYK IND RIBE kan nu afsløre, hvor Islamisk Kulturcenter Ribe holder til.

På kulturcentrets Facebook-side er adressen angivet til Torvet, 6760 Ribe uden angivelse af noget nummer, men rent faktisk har kulturcentret indrettet det nye bederum i ejendommen Præstegade 2, 6760 Ribe, som tidligere har tilhørt advokatfirmaet Hjerrild og Bisgaard. Advokatfirmaet solgte ejendommen Torvet 16 til Danske-Hoteller/Hotel Dagmar, der indrettede værelser i bygningen.

T.v. ses et vindue indefra fra kulturcentrets egen video, hvor der tydeligt i bunden af ruden står Danske Bolig Advokater. Samme tekst står i bunden på vinduet til højre, der er fotograferet ude fra.

Efterfølgende købte Danske Hoteller/Hotel Dagmar også ejendommen Præstegade 2, der ligger lige bag ejendommen Torvet 16 i umiddelbar tilknytning til denne. Så vidt RYK IND RIBE erfarer, skal denne ejendom også ombygges til værelser til udlejning.

Det har ikke været muligt at træffe direktør i Danske-Hoteller, Dorthe Brandt, for en kommentar. Direktøren havde ikke tid til at tale med Deres udsendte, da det lykkedes at fange Dorthe Brandt på en mobiltelefon, og en tilsendt mail er forblevet ubesvaret.

Det ville være interessant at vide, om Hotel Dagmar indretter bederum til fordel for islam for at tilfredsstille denne gruppe kunders ønske, eller om lokalet er lejet ud til formålet.

Den daglige leder af Hotel Dagmar, Ismael Rahim, der er medstifter af Islamisk Kulturcenter Ribe, har tidligere benægtet, at bederummet har noget med Hotel Dagmar at gøre, ligesom han ikke ønsker at oplyse bederummets adresse, som han mener er en privat sag.

På en video på kulturcentrets hjemmeside fremgår det, at der også er lavet en afdeling for ”vores beærede søstre”, og her fremgår det tydeligt af skilte på vinduerne i bederummet, at det er i det tidligere advokatkontor i Præstegade.