Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse og TV2, fredag den 6. december 2024
Den lokale amatørmusiker Torben Prinds, Ribe, er med, når TV2 i morgen lørdag klokken 20,35 sender tredje afsnit af Piano. En udsendelse, der hylder klaveret og de amatørmusikere, der specielt betjener pianoet.
Og bag navnet Torben Prinds gemmer der sig en særdeles spændende historie om den modne, lokale musiker, der af og til optræder på lokale plejehjem, institutioner og ved forskellige arrangementer.
Det er historien om en musiker, der fik en stor karriere med optræden i både ind- og udland, men hvor en nakkeskade satte en stopper for den omfattende musikalske aktivitet.
– Jeg var nødt til at stoppe. Vi skulle slæbe 3,5 tons udstyr frem og tilbage, og det kunne mit helbred ganske enkelt ikke holde til. Efter fire operationer i nakken blev jeg førtidspensionist og må til stadighed tage smertestillende piller. Men musikken er min bedste medicin. Når jeg sætter mig ved klaveret, fokuserer jeg på andet end smerterne, fortæller Torben Prinds i hans og Tinas hyggelige og gæstfrie hjem i Ribe.
Det hele startede i hjemmet i Højslev ved Skive. Faderen spillede selv og købte et gammelt klaver, som han fik ned i kælderen, hvor det blev skilt ad.
– Jeg kom ned i kælderen som 5-årig og så det skilte klaver. Der lå rammen med strengene. Jeg brugte strengene som en harpe og fandt ud af, at de havde toner. Da min far opdagede, at jeg havde interesse for musik, fik jeg et stueorgel.
– På gaden, hvor vi boede, flyttede Kim, der var et år ældre end mig, ind med sine forældre. Vi lærte hurtigt hinanden at kende, og han havde fået et par trommestikker i julegave. Når han var hjemme hos os, spillede jeg, og han slog tromme på vores sofapuder. Det syntes min mor ikke var godt, da hun fandt ud af, hvor meget støv, der blev banket ud af puderne.
– Vi fik fandt i nogle tomme spande, hvor der havde været ketchup og remoulade i. De låg var gode trommer, indtil Kim slog hul i lågene. Men hans forældre forbarmede sig og købte et trommesæt til 1500 kroner. Og da min far så, hvor det bar hen, solgte han et meget stort modelbaneanlæg til en musikhandler fra Skive. For pengene fik jeg et stort koncertorgel, og så var i for alvor i gang.
– Vi indøvede 25 numre, og da jeg var otte år, fik Kim og jeg vores debut ved en gadefest. Vi havde de 25 numre og spillede i syv timer. Når vi havde være rækken igennem, startede vi forfra.
– Vi spillede sammen til jeg var 16 år. Så fandt jeg ud af, at jeg gerne ville have en uddannelse og kom i lære i en fotoforretning, og Kim og jeg stoppede med at spille musik sammen. Jeg kom senere med i et par rockband. Efter uddannelsen flyttede jeg til Gram, hvor jeg blev bestyrer af en fotoforretning. Kim startede bandet Kim og Hallo, som blev landskendt.
– En dag ringede Kim og sagde, at de manglede en fjerdemand, for de have nogle kontrakter, hvor de skulle stille med fire, men deres guitarist var faldet fra. Jeg kom med på keyboard. Vi spillede nogle gange, og så stoppede det. Men senere ringede Kim igen, at deres nye guitarist var faldet fra, og jeg kunne få fast ansættelse. Det forudsatte dog, at jeg også kunne spille guitar. Det måtte jeg jo så lære. Senere kom også saxofonen til og harmonika. Men trommer fik jeg aldrig lov at spille, for jeg er venstrehåndet. Og skulle jeg spille trommer, skulle opstillingen flyttes, og der var ingen, der gad flytte det tilbage, når jeg var færdig, lyder det med et grin fra Torben Prinds.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Torben Prinds sammen med Mads Langer efter optagelserne i Odense
Tiden med Kim og Hallo førte til masser af optræden. Bandet var flere gange i Kjeld Heicks musikbutikken på TV, ligesom bandet turnerede i udlandet med optræden i bl.a. norsk og finsk fjernsyn og med mange placeringer på den hjemlige hitliste.
Men så kom ryg- og nakkeproblemerne og satte en stopper for det hele.
I dag hygger Torben Prinds sig med klaveret.
– Har du nogen sinde lært at spille?
– Aldrig. Jeg er selvlært.
– Spiller du efter noder?
– Jeg plejer at sige, at jeg spiller efter unoder, lyder det med et grin fra Torben, med tilføjelsen: nej, efter gehør.
– Kender du noderne?
– Jeg har gået til nodeundervisning, så jeg kender dem. Men jeg har det sådan, at når jeg hører en melodi, så kan jeg den.
-Jeg gik til nodeundervisning hos fru. Søndergaard. Jeg blev af andre opfordret til at spille Für Elize ved et arrangement. Jeg fik noderne, men spurgte, om ikke fru. Søndergaard Kunne spille den for mig. Det kunne hun, og da jeg hørte den, kunne jeg også.
Torben Prinds skriver også selv sange og melodier:
– Jeg kan vågne midt om natten med toner i hovedet, og så er jeg nødt til at skrive dem ned, for ellers har jeg glemt dem om morgenen.
– Et af mine store forbilleder er Bent Fabricius Bjerre, og da han blev 90, sendte jeg en lykønskning på mail til ham. Jeg var meget beæret over, at han svarede, og det viste sig, at han havde det på samme måde: han have en blok og en blyant og siden en diktafon liggende ved sengen, som han brugte for at huske tonerne dagen efter, fortæller Torben Prinds.
Holdet fra Odense
