Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 14. januar 2026

Det er intet mindre end en folkemusikalsk supergruppe, der på søndag kl. 15 besøger Ribe Musikforening med en koncert i Porsborg. Det drejer sig om Helene Blum, sang og violin, Harald Haugaard, violin, og Christoffer Møller, klaver, der tilsammen kalder sig for ”Ophav”.

Helene Blum og Harald Haugaard har gennem snart mange år dannet par både musikalsk og privat, turneret over det meste af verden – bl.a. gennemførte de i december en omfattende turné til en række af Tysklands fineste musiklokaliteter – udgivet en stribe CD’er, modtaget endnu flere Danish Music Awards og har i det hele taget skabt en ny form for lydhørhed over for dansk folkelig musik, både traditionel spillemandsmusik, bl.a. fra Fanø, og dansk folkelig sang, sådan som vi kender den især fra Højskolesangbogen.

Sammen med pianisten Christoffer Møller øser de af hele dette repertoire, så man både genkender det og skaber nye fortolkninger. Christoffer Møller bidrager stærkt til de nye klange med sin baggrund som jazzpianist og ikke mindst arrangør for stort set alle danske professionelle ensembler, herunder tillige DR Pigekoret, som han både spillede sammen med ved korets julekoncert 2025, og hvor han stod bag flere af de musikalske arrangementer.

Søndag eftermiddag kan publikum i den grad få vintervarmen i Porsborg. Billetter enten via ribemusikforening.dk eller ved døren fra kl. 14.30.