Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto DR, tirsdag den 28. oktober 2025
Torsdag 6. november kl. 19.30 holdes der et ”musikvalgmøde” på Termansens.
Bag arrangementet står Kulturforeningen Quedens, Foreningen Termansens og Ribe Musikforening, og her vil man kunne møde to kandidater til Esbjerg Byråd, som allerede sidder i byrådet og tilmed også i Kultur- Fritidsudvalget: Karen Sandrini (V) og Mikkel Ammitzbøl (SF).
Både flere kandidater og andre repræsentanter for Ribes aktive musikliv kan også dukke op. Sammen med mødets øvrige deltagere vil de diskutere og komme med deres tanker om, hvordan musikken lever bedst lokalt. Hvad enten det gælder koncerter, undervisning eller den musik, man selv producerer.
Alle musikinteresserede er velkomne, såvel arrangører som udøvere f.eks. i Ribes mange kor.
Formand for Ribe Musikforening, Karsten Eskildsen, er ordstyrer, og sammen vil alle i fællesskab drøfte perspektiverne i de gældende kommunale tilskudsordninger og i øvrigt tale om de mere formelle kommunale musikindsatser som kulturskolen, spillesteder, det professionelle Esbjerg Ensemble m.fl. Arrangørernes ambition med dette møde er at få både det kommunale og det brede lokale musikliv længere frem i den politiske bevidsthed. Arrangørerne ser frem til en livlig snak om den levende musik i Ribe, og en sang eller to bliver der nok også plads til.











































































