Tekst Hasse Jørgensen, pressefotos, tirsdag den 24. juni 2025
Der er lagt op til et brag af et Tall Ships Races i Esbjerg fra den 6.-9. august.
Når de sidste sejlskibe stævner ind i Esbjerg onsdag den 6. august, bliver det startskuddet til fire dage med maritime oplevelser i verdensklasse, musikalske højdepunkter og festlig stemning for hele familien. Som sluthavn for The Tall Ships Races 2025 bliver Esbjerg rammen om en af Europas største gratis maritime folkefester.
I dagtimerne vil det være muligt at komme ombord på de imponerende sejlskibe, som lægger til kaj i både Trafikhavnen og Dokhavnen. Områderne er normalt lukkede for offentligheden, men under The Tall Ships Races inviteres alle helt tæt på skibene.
– Skibene er hjertet i The Tall Ships Races. Det er dem, der samler os og skaber den unikke stemning på havnen. Men vi har også sørget for et musikprogram, der virkelig kan få havnen til at gynge med velkendte navne på hovedscenen og masser af lokalt talent på de mindre scener, siger eventchef Kirsten Bisgaard Kirchner.
Store navne på scenen
Når mørket falder på, forvandles Esbjerg Havn til en kæmpe maritim fest ved Trafikhavnskaj. På hovedscenen – VIKING Life-Saving Equipment scenen – præsenteres et musikprogram med nogle af de største og mest populære danske navne.
Onsdag spiller blandt andre Midt Om Natten, News, Poul Krebs og Scarlet Pleasure. Torsdag følger Wafande, Faulein, Michael Learns to Rock, Hjalmer og Carpark North, mens fredagens program topper med Luftens Helte, Keinstein, Nicklas Sahl, August Høyen og Queen Machine – et af landets mest anerkendte Queen-tribute bands.
Når Queen Machine runder koncertprogrammet af fredag aften, lyses himlen op over Esbjerg Havn af et spektakulært fyrværkeri, der markerer kulminationen på fire dages Tall Ships Races.
Parade og præmier i stor stil
Torsdag den 7. august fyldes byens gader af liv om eftermiddagen, når omkring 1.100 besætningsmedlemmer marcherer gennem Esbjerg i den traditionsrige Crew Parade. Iført farverige uniformer og kreative udklædninger bliver det et festligt optog, som kulminerer på Torvet. Her kåres ikke alene den mest festlige paradebesætning, det er også her, vinderne af hele kapsejladsen offentliggøres.
Som sluthavn for The Tall Ships Races 2025 er Esbjerg nemlig stedet, hvor resultaterne af den afsluttende etape bliver afsløret, og hvor de hurtigste skibe i de forskellige klasser hyldes. Samtidig uddeles en række øvrige priser for særlige bedrifter og holdindsatser blandt skibene og deres unge trainees.
Fakta om The Tall Ships Races
- Esbjerg er vært for sjette gang. Første gang var i 1993 og senest i 2022
- Byen er udpeget som ankerhavn af Sail Training International, en særlig status for udvalgte nøglebyer
- 45 skibe deltager, heraf 15 store klasse A-skibe
- Skibene kommer fra 17 nationer
- Hovedsponsor er den lokale virksomhed VIKING Life-Saving Equipment
- Dokhavnen og Trafikhavnen åbnes midlertidigt for offentligheden
-
For femte gang er Esbjerg vært for The Tall Ships Races. Esbjerg Havn er starthavn for kapsejladsen i 2022 (Foto: Christer Holte/Esbjerg Kommune).