Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 14. december 2023

Der er mange måder at fejre julen på. Nogle foretrækker, den stille, hjemlige jul med kun den nærmeste familie. Andre foretrækker en mere feststemt jul, mens andre igen foretrækker at rejse ud i julen til fjerne himmelstrøg.

Den koncert, Signe Juhl med trio og Swinging Sisters gennemførte torsdag aften på Hotel Ribe, gav musikalske eksempler på det hele.

Koncerten gik lige fra den danske ”Sneflokke kommer vrimlende” og Disneys ”When you wish upon a star…” til det mere jazzede, rockede og fremmedartede som jul på Hawaii. Men fælles for alle numrene var, at sangerne og bandet kunne deres metier.

Det var ganske enkelt en fornøjelse at høre Signe Juhl ledsaget af sangerne Inger Juhl og Janne Therkelsen akkompagneret af Bo Møller på guitar, Niels Kvist på bas og Casper Mikkelsen på trommer.

De fem er gennem musikalske og behersker hver især deres instrumenter og deres stemmer. Signe, Inger og Jannes stemmer passer i den grad sammen og supplerer hinanden, så det er en fryd for øret. Og de tre musikere leverer både soloer og akkompagnement, så det er en fornøjelse.

Og på den måde blev det igen Ju(h)l på Hotel Ribe, hvor hotellets sal igen beviste, at den er særdeles velegnet til denne slags arrangementer. Ikke underligt, at JazzinRibe, der stod for koncerten, kunne melde udsolgt.

En fyldt sal nød en flot koncert.