Tekst: Renè Jørgensen, pressefoto
13 marts 2025.
Rune Robert Friis & Built For Comfort er et nyt og spændende dansk blues-orkester, der med sin unikke og grænsesøgende tilgang til bluesen har høstet stor ros fra både anmeldere og blueselskere. Nu har bandet pakket kufferterne og er klar til at dele deres smittende energi og musikalske passion på Ribe Bryghus.
Fredag den 21. marts 2025 kl. 20.00 entré kr. 125
I januar 2022 udgav bandet deres debutalbum, “Built For Comfort, Vol. 1”, som blev mødt med begejstring. Bluesnews.no beskrev albummet som “… et positivt bekendtskab, røft, tæt og stemningsfuldt,” mens det amerikanske Blues Blast Magazine kaldte bandet for “… a blessing to the blues …” Den 10. august i år fulgte de op med “Built For Comfort, Vol. 2”, der også har fået rosende ord på vejen. Franske ZiCaZic.com har kaldt albummet “en fuldstændig uhæmmet tilgang til musik, der vil blive værdsat lige så meget for sine exceptionelle vokalpræstationer som for sin omhyggelige instrumentering,” mens svenske Jefferson Blues Magasin kalder det “et fremragende eksempel på moderne blues fra Nordeuropa.”
Som liveband er Built For Comfort kendt for at levere koncerter med stor musikalsk variation. Bandet formår at invitere publikum ind i intime og nærværende sange, før de sender dem afsted på stormfulde blues-bølger. Bandet består af den bjergtagende vokal fra sangerinde Sarah Jana Westphal, Jesper Heinz’ skarpe og bidende guitar, Jan Hansens kraftfulde tangenter og orgel, Rune Robert Friis’ solide bas og Kristian Hoffs fantastiske trommespil.
Gå ikke glip af en enestående bluesoplevelse, når dette inspirerede orkester vækker deres originale blues til live og serverer en blåtonet strand-cocktail, der er både intens og uforglemmelig.