Tekst: René Jørgensen, pressefotos
6. juni 2023.

Musik og magi får Esbjerg Kommune til at summe af Sommerliv

De populære sommerkoncerter i Byparken er tilbage og slår tonen an til musik og hygge for både unge og voksne. Samlet byder programmet for Sommerliv på masser af dejlige aktiviteter som musik, cirkus og trylleri rundt i hele kommunen.

Sommeren står for døren, og rundt i Esbjerg Kommune venter herlige sommereventyr. Programmet for Sommerliv er nemlig klar med gode oplevelser for alle aldre. Bl.a. er de gratis sommerkoncerter i Byparken i Esbjerg tilbage, og musikken kommer til at spille i forskellige genrer, så der er noget for enhver smag.

Hver onsdag i juli går det løs i Byparken, og de første navne på scenen er særligt populære hos de unge. Den aften er det nemlig først Mila og derefter Kalaset, der spiller op til fest. Onsdagen efter kan publikum glæde sig til at høre dansk pop med swingende elementer fra Morten Remar & De Lykkelige Kværulanter. Til den tredje koncert er der rock’n roll på programmet, når Henning Stærk går på scenen, og den sidste aften i Byparken byder på en hyldest til Bruce Springsteen fra bandet The Boss – Tribute to Springsteen. Der er lagt op til fest og hygge i den sommergrønne bypark, og publikum er velkomne til at pakke en picnickurv med mad og drikke. Der er ikke udskænkning til koncerterne.

26 arrangementer i hele kommunen

Foruden de fire sommerkoncerter er masser af gode oplevelser i vente i sommerlandet. Igen i år har Esbjerg Kommunes Sommerlivs-pulje nemlig sikret gratis kulturaktiviteter for små og store rundt i hele kommunen. Otte forskellige tilbud med i alt 26 arrangementer turnerer rundt i kommunen og lægger vejen forbi Esbjerg, Ribe, Bramming, Gørding, Endrup og Vester Vedsted. Alle aktiviteter ligger i skolernes sommerferie, og børnene kan bl.a. se frem til trommer, trylleri og cirkus, mens de voksne kan glæde sig til oplevelser i musikkens verden.

Formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose, glæder sig til at opleve Esbjerg Kommune summe af sommerliv.

”Sommeren er en tid, hvor vi puster ud fra hverdagens travlhed og gerne vil ud for at opleve noget nyt sammen. Det tilbyder Sommerliv lige her i vores eget skønne sommerland, og jeg håber, at mange børn, unge og voksne vil gribe chancen og tage del i alle de gode og gratis aktiviteter. Det gælder også sommerkoncerterne i Byparken, som er tilbage efter nogle års pause, og det bliver fantastisk igen at bruge sommeraftenerne på at høre god musik under åben himmel,” siger Jakob Lose.

SommerTrummeRum:

Er du til trommer og natur, så er SommerTrummeRum lige noget for dig og hele familien. Musikken er  improviseret og inspireret af forholdene, hvor publikum inviteres til at komme med inputs og ideer til musikken. Bagefter kan du selv prøve instrumenterne.

3. juli kl. 11-12, Quedens Gaard, Ribe

Musikalsk livsglæde:

Jumpin’ Jacks er forførende livsglæde i musikalsk indpakning for alle aldre. Bliv forført af tre musikere fra allerøverste hylde, når de leverer klassikere fra Elvis Presley til Otto Brandenburg krydret med deres egne originale ”syng-med-hits”.

29. juni kl. 13-16, Gågaden i Ribe v/Quedens Gaard
3. august kl.13-16, Gågaden i Ribe v/(Quedens Gaard

Abracadabra!

Tag med Tryllestøv til eventyrland hvor alt kan ske. Børn og trylleri er i fokus fra start til slut. Alle børn får deres helt egen tryllestav, som de kan lære at trylle med. Tryllestaven kan også bruges derhjemme via små tryllevideoer.

18. juli kl. 11, foran Toldboden, Overdammen 12, Ribe

Jazzen tilbage til folket!

Mads Jørgensens JazzKapel tager jazzen ud til folket. Der udstedes naturligvis Swinggaranti! 26. juni, Gågaden Ribe v/Domkirken, kl. 15, kl. 15:45, kl. 16:30 og igen kl. 17:30

Er du én af de unge?

Otte unge fra bandet Halmøre giver den gas med folk- og rootsmusik. Akustisk musik i sommervarmen. Mærk friheden efter eksamenerne med god musik sammen med vennerne eller bare fordi du er ung og elsker musik.

1. juli kl. 15, Torvet i Ribe, v/domkirken

Det er for børn

Signe Juhl Trio kalder alle børn og barnlige sjæle til en koncert der hylder det store danske katalog af børnesange. Der er med garanti noget du både kender og kan lide. Vi har både sange om indianere, elefanter, om blæsten man ikke kan se, og så også lidt om Hodja fra Pjort.

27. juli kl. 11-11:45, Vadehavscentret v/hovedindgangen
27. juli kl. 13-13:45, Museumshaven v/Ribe Kunstmuseum

Cirkus workshop

Mine damer og herrer, børn og voksne i alle aldre! Træd endelig nærmere, og kom med ind i Fairyworks fortryllende cirkusverden af leg og fantasi. Du kan blive stjerne i showet!

Velkommen til cirkusworkshop, hvor du kan prøve kræfter med forskellige cirkusdiscipliner.

4. juli kl. 11, Prinsesse To Ben, Gågaden Ribe
4. jul kl. 12-15, Cirkusworkshop, Gågaden Ribe
4. juli kl. 15, DynaMike, Gågaden Ribe

Find hele programmet for Sommerliv på www.esbjerg.dk/sommerliv