Tekst: Annette Brøchner Lindgaard
Foto: Privat

Som ny domprovst i Ribe træder man ind på en overvældende historisk linje. Den første efter reformationen, Dr. P.P. Lemiugius, sad i embedet fra 1535 til 1539 og den seneste, Jens Torkild Bak, bestred embedet i 29 år. Det skræmmer imidlertid ikke 52-årige Morten Thaysen, der tiltræder i det usædvanlige job d. 1. november 2022.

Som almindelig borger kan man måske tænke, at det er en from og verdensfjern verden, der handler om teologibøger og prædikener, men Morten Thaysen er alt andet end indadvendt. Som han sidder i sit nuværende kontor i præstegården i Varde, udstråler han livsglæde og munterhed og stor lyst til at lære Ribe at kende og til at blive en del af byens mange fællesskaber.

MT: ”Jeg vil gerne tale med folk i Ribe om hvorfor det er vigtigt, at der er en gudstjeneste og hvorfor den er som den er? Hvad betyder musikken? Hvad gør det ved børn, når de synger i børnekor? Hvorfor er det vigtigt? Det er jo ikke bare noget, vi gør for sjov skyld.
Og hvis jeg holder en båltale til Skt. Hans aften ude på landet, så kan jeg godt finde på at sige: hvad betyder ritualer? Hvad er det gudstjenesten gør for folk? Uanset hvor jeg er, så er det altid noget, jeg taler om. Det er ikke det første, jeg begynder at snakke om, men det vil altid være en del af det, jeg har at fortælle. Jeg går ud fra, at det er lige som, at en bager snakker om, hvorfor det er vigtigt at bage brød.”

Fra Bornholm til Ribe

Morten stammer fra Bornholm, hvor både hans farfar og far var præster. Faren var imidlertid en urolig sjæl og allerede da Morten var halvandet år, flyttede familien til Højbjerg-Elsborg ved Bjerringbro og blev der i fire år. Derefter gik turen til Kvaglund ved Esbjerg, hvor der endnu kun var en såkaldt vandrekirke dvs. en midlertidig kirke i et nydannet sogn i en bydel, der var ved at blive bygget på en bar mark. Morten husker det som en vild og lidt utryg tid, der ret hurtigt blev erstattet af det mere trygge Borbjerg sogn ved Holstebro.

MT: ”Der skete utrolig meget i Esbjerg i de år. Vi boede der i halvandet år. Jeg gik i 0. klasse og vi sad og kiggede ud på, at de byggede skolen.  Det var vildt den gang. Jeg kan ikke huske, hvor mange spor vi var på årgangen, men jeg husker at atombombebeskyttelsesrum var noget, vi talte om.”

Borbjerg var rammen om præstefamiliens liv i ni år, indtil faren omkom i en trafikulykke. Mortens mor flyttede til Holstebro med sine tre drenge. Da Morten var blevet student fra Holstebro Gymnasium, brugte han et år på sin drøm om at blive organist, men valgte at skifte til universitetet i Århus. Det viste sig at være det rigtige valg.

MT: ”Jeg havde jo en stor drøm om at blive organist engang. Gå på konservatoriet og alt muligt. Jeg tog et sabbatår efter gymnasiet for at gøre mig klar, men jeg havde det ikke i mig. Jeg spillede nogle koncerter. Det gik ikke specielt godt. Jeg kunne se, at de rigtig gode kunne nogle ting, som jeg ikke kunne. Så det opgav jeg og begyndte at læse teologi.”
Ens største forbandelse kan nogle gange vise sig at være den største velsignelse. Den gang var jeg virkelig ærgerlig og vred på mig selv over, at jeg ikke kunne blive musiker, men hvor er jeg da glad for, at det var sådan her, det endte. For jeg brænder virkelig for mig fag og synes, det er et privilegium at have musikken med og at arbejde, som jeg får lov til at gøre det.

Fællesskaber betyder alt

Første præsteembede var i Tornby-Vidstrup lige syd for Hirtshals i Vendsyssel. Det var en stor omvæltning efter studielivet i Århus. Naturen var smuk og vild og Vendelboerne skulle lige se den unge præst og hans hustru, Lene, an og mødte dem med tavshed og – hvis det gik højt – med et ”jow”. Efter en tid, blev den lille familie, der undervejs blev udvidet med børnene Peter og Anne, dog accepteret og var derefter en fast del af fællesskaberne.

Det at være en naturlig del af de lokale fællesskaber er en rød tråd igennem Morten Thaysens fortælling. Når han taler om sine 16 år i Varde, er det også tydeligt, at det at være synligt til stede som præst og nærværende, engageret menneske, er det afgørende. Familien flyttede til Varde da børnene skulle i skole (den grundtvigske Mejls Orten Tinghøj Friskole) og er blevet der indtil nu, hvor børnene er langt på vej med at flytte hjemmefra.

Så nu er det Ribe der kalder. Hvis man ser stillingsbeskrivelsen, ser det ud til at være et krævende job. Direkte adspurgt, om der kan blive tid til fællesskaberne og andet og mere en de administrative provstelige og de kirkelige forkyndelsesopgaver, svarer Morten Thaysen:

MT: ”Ja, det vil jeg prioritere. Ellers kan jeg ikke være i det. Jeg vil virkelig ikke forsvinde ind i en eller andet administrativ boble. Jeg tror, jeg mister fornemmelse for, hvad der foregår omkring mig, så det er vigtigt for mig at være en del af byen og møde mennesker uden for det kirkelige miljø. Så jo, det er min ambition.
Jeg blander mig gerne i den kirkelige debat, men i mit praktiske liv, da er jeg her som en, der lever med, der hvor det foregår og bringer ting i spil, der hvor jeg er. Det vil sige, at hvis der kommer en begravelse her eller andet, jeg skal tage mig af, så har det første prioritet og så aflyser jeg i København.”

Ribe er jo kendt for sin domkirke og for en meget lang og dyb tradition for, at den spiller en stor rolle i byens selvforståelse. Hvordan vil den nye domprovst arbejde med den fortælling?

MT: ”Det er jo noget af det, jeg kommer for at gøre. At være med at sige, at det er et vigtigt sted det her. Det har noget at byde på. Det er ikke bare et sted, som er blevet kørt over af tiden. Ribe har en vigtig rolle at spille. Ikke bare kommunalt, men også nationalt. Der er jo sket mange ting igennem danmarkshistorien og alligevel, så er byen med til at fortælle en vigtig historie, som også peger ind i fremtiden og som fremtiden ikke kan undvære. Så det vil jeg gøre mit til og jeg vil blandet mig i alt, hvad jeg kan blande mig i – engagere mig i det og så gøre alt, hvad jeg kan for at bidrage til, at det er et sted, man er stolt af at bo. For nu bor jeg der jo også selv og jeg vil også gerne selv være stolt af det.”

Musik er kærlighedens livstegn

Du taler om musikken som en væsentlig og kraftfuld del af kirkens arbejde. Hvorfor det?

MT: ”Jeg er vokset op med en fascination af orgler. Jeg ved ikke hvorfor. Det er en totalt nørdet ting, men jeg var virkelig, virkelig glad for det. Og så blev det måske også sådan, da min far døde. Så forsvandt jeg ind i musikken og det blev min måde at komme igennem det på. Og den dag i dag, når jeg hører orgelmusik, så bliver jeg så glad.
Luther sagde engang, at Gud skabte verden i musik. Der findes en gammel forestilling om, at i Paradisets have, der sang de til hinanden. Ved syndefaldet kunne de ikke synge mere, så derfor måtte de skabe instrumenter. Det er derfor musikken er en vigtig del af gudstjenesterne og Grundtvig siger jo også, at når man synger, så er det kærlighedens livstegn. Så synger man, man taler ikke. Det synes jeg er utroligt smukt, og derfor spiller jeg musik. For mig er det en dyb, dyb kærlighed, som jeg ikke rigtig kan forklare. Som rører og bevæger. Ja, og så sagde Luther jo også, at hvis man var depressiv eller ked af det, så skulle man synge eller spille for at jage det onde væk.”

Nu banker den konkrete praktiske virkelighed på. Den 1. november starter Morten i Ribe og i løbet af november flytter familien til domprovsteboligen på Albert Skeels Gade – helt tæt på det historiske Ribe. Morten Thaysen er klar:

 ”Helt praktisk, så står jeg nu og tager afsked med Varde. Det er første november, jeg starter i Ribe. Der kommer allerede nu rigtig mange ting ind, som jeg skal forholde mig til. Det er svært at tage afsked, men jeg glæder mig også helt vildt.”