Månedens kunstværk: Kirkebymuren, 2012. Ribe Kunstmuseum.
Tekst og foto Ribe Kunstmuseum, torsdag den 15. september 2022
Per Kirkeby er højst sandsynligt en af de kunstnere, hvis værker flest danskere stifter bekendtskab med i løbet af deres liv. I kraft af de mange udsmykningsopgaver i offentlige bygninger, kirker og pladser har han sat sig spor i manges erindring. Måske ved man ikke, at det er ’en Kirkeby’, man møder, når man bevæger sig ind på eksempelvis Sydvestjysk Sygehus, Vesterport Station eller ind i Ribe Kunstmuseums have. Måske kommer man aldrig til at vide det – for de er ikke signeret og har sjældent et skilt.
Som en stiliseret å bugter Kirkebys murstensmur (2012) sig gennem museumshaven. Et ornament i 3D, der, når det betragtes oppefra, minder os om grækernes mæanderborter. En sort skifferplade på toppen af murstenene fremmaner kontinuitet i værket og forstærker sammenligningen med den mest brugte form for mønster i den græske oldtid. Snorlige snor muren sig med dens ganske gennemtænkte fremspring og sprækker, får en til at undres, får en til at kigge nærmere. Sprækkerne er ikke store nok til at træde ind i, ikke store nok til at gemme sig i – der skal man finde sig en af Kirkebys andre kreationer rundt omkring i landet – men de er store nok til, at muren forvandles fra et udelukkende brugsmæssigt objekt til et kunstværk. Hulrummene lokker skyggerne frem i dagslyset. Murens udtryk ændrer sig efter tidspunkt på dagen, årstid og vejrforhold.
Ikke et funktionsløst monument
Muren i kunstmuseets have er ikke blot et funktionsløst monument. Museumsmuren har et formål – nemlig at afgrænse museumshaven. Sammen med den fredede havemur fra 1850’erne skaber den et veldefineret rum, som samtidig kan sikres ved aflåsning om natten. I dagtimerne er museumshaven åben for besøg – og på det punkt er muren helt unik i Kirkebys produktion. Man passerer nemlig gennem muren for at komme ind i haven. Faktisk går man ind i værket, da åbningerne bliver omkranset af muren, og herved får de en funktion. De er ikke blot til skue, som det gør sig gældende i skulpturen Esbjerg (2005) foran Sydvestjysk Sygehus.
Sløjfen er en pendant til den gamle byzantinske havepavillon
På en af de første skitser til muren ser man, at Kirkeby oprindeligt har tegnet ’sløjfer’ i begge ender, således at murens eget rum som kunstværk er klart afgrænset. I praksis blev det kun til en sløjfe ved åen, den anden – på toppen af bakken ved Sct. Nicolaj Gade – er smeltet sammen med museumsbygningen. Sløjfen er en pendant til den gamle byzantinske havepavillon fra 1859, som afslutter havens anden mur mod vest ligeledes fra 1850’erne.
Der må være en kant
Der må ind imellem være en kant – noget, som går på tværs, noget, der giver modstand og standser blikket. Det gør de murede vertikale linjer i muren og de skygger, de danner. Kirkeby skrev i 2010 et brev til arkitekt Jørgen Overby, hvis tegnestue der i 2012 realiserede værket ud fra kunstnerens tegninger, at han har i sinde at tegne muren ud fra et ’transformationselement’. ”Det vil gøre vandringen op ad stien til lys-skygge forløb, der udstråler den lille vandring med en sekundvisers takt”. Muren skal modelleres op af ’normalskygger’, der ”tegnes på den bagvedliggende mur” samt af ’metafysiske skygger’, som ”forsvinder i sig selv”. De metafysiske skygger, som Kirkeby nævner, dannes i de tynde sprækker, som Kirkeby – for at forklare arkitekten det – kalder for et ”Barnett Newman zip”, og når man kigger på netop Barnett Newmans ’zipbilleder’, er det meget tæt på at være en todimensionel udgave af murens forløb. Barnett Newman var en af de mest markante malere i 1950’ernes New York og kendt for billeder med store farveflader kun brudt af tynde linjer.
Muren er en kommentar til klassicismen
Kirkeby selv skelner ikke meget mellem murstensskulpturerne og sine store skulpturer i bronze (Kirkebybronze findes også i museumshaven). Han ser dog én markant forskel: Værkets anonymitet i murstenskonstruktionerne. Kirkeby bruger de masseproducerede mursten bl.a. som en kommentar til klassicismen, hvor det ofte ikke var til at sige, hvilken kunstner, der havde skabt et værk. ”Gamle malere når ofte en næsten forfærdende anonymitet i deres værker, en hårdt erhvervet ”tomhed”.”, skriver Kirkeby og tilføjer: ”Skulpturer har i langt højere grad end maleriet en medfødt anonymitet. (…) Det fastlagte, og anonyme, er langt klarere end i maleriet, hvor angsten for anonymiteten lettere kan besværges i originalitetssøgende tricks. Og hvor kun den suveræne, originale, ser anonymitetens virkelige visdom.”
Da Kirkebys bronzeskulpturer er håndgjorte, har de en mindre grad af anonymitet end murstensskulpturerne, man kan fx se spor efter modelleringen – og dérfor, påpeger han, bruges murstensskulpturerne ”til at henvise til og fastholde klassicismen”, hvorimod bronzerne bruges til at fastholde det intuitive.