Tekst Hasse Jørgensen, foto Museet Ribes vikinger, fredag den 6. februar 2026

Museet Ribes Vikinger på Odins Plads byder i vinterferien på en række arrangementer for børn. Det drejer sig bl.a. om fremstillingen af en vikingepung, skattejagt og farvelægning af nordens guder.

Børnene kan få vikingetiden mellem hænderne, og lave en læderpung til dine sceattas (små, tykke sølvmønter fra omkring år 600 til år 700.red.) Museumsvikingen står klar til at guide børnene, og måske fortæller han også en god historie eller to.

Det sker i skolestuen og prisen er 25 kroner og varer cirka 20 minutter. Billetter købes i billetsalget. Det foregår i dagene 10.,12., 17. og 19. februar kl. 10.00-13.00 (tirsdag og torsdag i uge 7 og 8). Børn under 10 år skal til dette arrangement ledsages af en voksen.

I dagene fra den 7. til den 22. februar er der mulighed for at få på skattejagt i museets åbningstid.

Ribe var en af nordens største handelsbyer i vikingetiden, og under skattejagten kan børnene lære om nogle af de varer, vikingerne købte og solgte.

Der er også mulighed for at tage en pause og fordybe sig i myternes verden. Museet har farver og tegninger klar, så museets gæster kan farvelægge de nordiske guder.

Det er gratis for museumsgæsterne og foregår i Asgård fra den 7. til den 22. februar mellem klokken 10,30 og 16,30.