Tekst & Foto: Johnny Tauman
19. april 2021

(Første del af to)

Hvad enten du ønsker en ørn med et kæmpe vingefang og en højde på 172 cm., et sødt lille egern eller en lastbil udført i beton, så kan du tage forbi BetonBjarne, som bor på Rosen Allé 8.

Bjarne med en af de største figurer – forhaven, der tidligere rummede udstilling er nu ryddet

Hobby har fået 6139 medlemmer

Det hele startede som en lille hobbybeskæftigelse, men i dag tæller alene Bjarnes Facebookgruppe 6139 medlemmer, og han har rigeligt at se til fra kontorpladsen, som ”blot” består af en lille bordplade, en bærbar PC med mus.
RYK IND RIBE er på besøg hos Bjarne Glentved, der sammen med Winnie og hunden Ziva, har indrettet sig i boligen, så værkstedet ligger i kælderen og garagen, familiens lejlighed på stueplan, mens første salen udlejes som Airbnb.

Tre generationer tilbage

Men inden vi tager fat på ”hobbyvirksomheden” med CVR etc., så tager vi lige et tilbageblik i Bjarnes historiske univers, som går tre generationer tilbage. – Min oldefar Alfred Møller, som var dykker under byggeriet af Kammerslusen og blev den første slusemester i forbindelse med indvielsen tilbage i 1912.

Mor er født i Saltgade

Bjarne kan bare dette med årstal, men får ofte et anerkendende nik fra Winnie, som han blev gift med dengang de to boede i Hviding. – Min mormor var gift med Holger Mogensen, som drev købmandsbutik i Saltgade i perioden 1923-1969. Min mor og moster er således født i Saltgade, lyder det fra Bjarne, som er stolt af sin by. Der er så mange gode minder og historier!

Vandcykel gennem frislusen

– Kan du for resten huske, da vi sejlede i robåde på Mølledammen og rundt om andeøen. Det var lidt farligt, men med båd kunne man ”altid” komme i sikkerhed. Anderledes gik det med Peter Guldtand, som tog den gennem frislusen på en vandcykel.

Fik arbejde i Ryk Ind

Som alle unge drenge og piger, så skulle Bjarne også have et fritidsjob efter skoletid. – Jeg arbejdede som bydreng hos min bedstefar fra jeg var 12 år. Det blev dog en uddannelse hos Ribe Isenkram beliggende i RYK IND fra 1968-71, som blev første rigtige arbejdsplads med bl.a. Ulla og Mona som kollegaer.

Soldatertid på Varde Kaserne

Som mange andre unge mænd måtte Bjarne en tur i trøjen – værnepligten blev aftjent på Varde Kaserne – og det blev faktisk til en række år, hvor depotarbejde var en del af opgaven. – Jeg fik diagnosticeret en dårlig ryg, men fortsatte alligevel – og så var der jo lige den civile lufthavn uden for byen, hvor det var muligt at foretage faldskærmsudspring fra 1000 højde med T10 skærm, forklarer Bjarne, der fik nogle spring, inden læge Bøving satte en stopper herfor. Han var både formand for faldskærmsklubben og læge på kasernen – og kendte derfor Bjarnes journal.

Familien nyder at bo på Rosen Allé i villaen fra 1928

Ribe lokkede med job som yngste mand

Ribe lokkede Bjarne tilbage – og han fik job hos Alexandersen Møbler på Varde Hovedvej. – Jeg blev yngste mand og arbejde sammen med Uffe Pedersen, Agner og Frede.

Det gik nogen tid, men manglende mulighed for at avancere betød, at Bjarne blev sælger hos Duni-Bilå. Det er et firma, som sælger engangsservice, duge, lys og servietter til hotel og cateringbranchen.

Familien nyder at bo på Rosen Alle , der stammer fra

Gik på efterløn i 2013

Bjarne blev en skattet og trofast medarbejder, som fortsatte i branchen til den dag, hvor det blev muligt at gå på efterløn. Jeg husker stadig dagen – 13. marts 2013 – efter 30 år på landevejen som sælger. Bjarne er i dag 70 år.

(Fortsættelse følger onsdag)

I den næste artikel ser vi nærmere på, hvordan Bjarne arbejder med forme og skaber mange, mange betonfigurer