Tekst & Foto: Johnny Tauman
2. august 2023
Hvad gør man, når en rå østersskal skal beklædes, så der bliver muligt at tage bad deri – og naturligvis med opvarmet vand? Multikunstneren Jeppe Rosenstand Køser fandt en løsning med en blanding af marmorpulver og hvid cement indkøbt hos Gram Murerforretning samt et selvkonstrueret opvarmningssystem med skorsten fælles med hvalens brændeovn.
- Sådan startede projektet…
- … en østers fra model til fuld størrelse (arkivfoto)
En lang proces nåede i mål
Men lad os lige repetere processen, hvor Jeppe anvendte 8 måneder til at skabe den unikke form af en østersskal. – Den er fire meter lang og varierer i bredden fra 1-2 meter – og blevet støbt i hvid beton, lyder det med et stort smil.
- Knust perlemor – indgår i processerne
- Marmorpulver blandes med hvid cement
Østersskallen er blevet transporteret over til hvalens store finne, hvor den er blevet tilsluttet en Storm P konstruktion, som på 2 timer kan opvarme “bassinvandet“, så man kan nyde et bad. Faktisk kan der være 3-4 personer i bad ad gangen – og de vil – siddende i en form form vildmarksbad – kunne nyde den glatte marmoroverflade, som er slebet ad flere omgange.
Gederne er fravalgt
Egentlig var der tale om en bestillingsopgave, men Jeppe kunne ikke sende denne unikke figur bort fra sin eventyrlige plet i Sdr. Farup.
Men mangler der ikke noget? Hvor er gederne, der plejer at være på sommerophold?
– Her er min energi for en gang skyld sluppet op. Jeg plejer at klare alle typer for forhindringer og grænser, men gederne er jo nok lige som mig – de vil på eventyr og prøver hele tiden at slippe forbi indhegningerne, så derfor er de blevet fravalgt de sidste par år, lyder svaret fra Jeppe. Men måske vender de tilbage?
3 års arbejde – en ny på vej?
Da vi er på vej over til laden, beundrer vi lige den høje flotte granitfigur fra 2003: – Et fabeldyr med hale, store fødder og et heste/løve ansigt, som jeg er rigtig glad for, konstaterer Jeppe og funderer: – Måske skulle jeg kaste mig i gang i en tilsvarende opgave. Jeg husker, at det tog tre år at hugge fabeldyret ud af en kæmpe granitblok. I dag vejer figuren 1600 kg.
Den blev skabt i Nr. Farup og er så senere transporteret med lastbil og kran til sin nuværende placering.
Orden og systematik

Orden med ny reol
Da vi træder ind i laden, så åbenbarer dig sig et kæmpe rum med masser af gamle, men også nye malerier på væggene – og rundt omkring står de tre renoverede knallerter til skue. – Jeg har ikke været med i Tv-programmet – Vi drukner i rod – men for en gang skyld har jeg fået sorteret og ordnet de mange ting, som jeg har – se nu fx min nye kreation – et tårn med maling og pensler i massevis.

-Ikke engang jeg selv, ved hvad det næste bliver…., kommer det med en herlig rungende latter, som er kendetegnende for multikunstneren
Og ja, med den megen gulvplads, bliver der måske plads til en ny ……?
PS! Skulle Jeppe kede sig, så er der for øvrigt en masse vedligeholdelsesarbejder på såvel næsehornet, elefanten og hvalen – regn og tørke er hård ved overfladerne.