Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, torsdag den 23. april 2026
Den fra TV så kendte Motor Mille satte torsdag Ribe på den anden ende.
Sammen med et produktionshold, var Motor Mille, hvis borgerlige navn er Mille Gori, hele dagen i gang med en række optagelser i Ribe til en TV-udsendelse. Ingen fra produktionsselskabet måtte eller ville oplyse, hvad udsendelsen gik ud på, og hvor eller hvornår den bliver bragt.
Fakta er, at optagelserne startede på Det Gamle Rådhus fra morgenstunden, og midt på dagen var der både politi og den store stigevogn fra Sydvestjysk Brandvæsen i Esbjerg i Sønderportsgade, der blev lukket for trafik under optagelserne.
Senere flyttede optagelserne til domkirkepladsen, hvor Motor Mille blev set i livlig aktivitet på pladsen.
Mille Gori stammer fra Rødding i Salling og er en dansk danser, entertainer og tv-vært blandt andet på tv-kanalen DR Ramasjang, hvor hun bl.a. har spillet rollen som Motor Mille.
Mille Gori gik på Statens Scenekunstskole på Holmen i København, hvor hun studerede moderne dans. Hun har desuden gået på balletakademiet i Stockholm.

Sydvestjysk Brandvæsens store stigevogn assisterede ved optagelserne i Sønderportsgade









































































