Tekst & Foto: Johnny Tauman
21. november 2022

(Anden artikel af to)

To lokale motiver

Meget tidligt i processen blev det vedtaget, at motivet skulle være Guds Lam.

Det er lavet over det arkæologiske fund af et Guds Lam smykke, som blev tabt i 1100 tallet nær Seem Kirke – og som så dagens lys ved udgravning til cykelstien langs Haderslevvej engang i 1990´erne. – Og ja, så har vi desuden hentet inspiration i en mosaik rude i kirkens apsis, der forestiller et kors, lød det fra gruppen, der er glad for, at netop disse elementer får nyt liv.

Tre uddannet på samme Husflidshøjskole

Der er i øvrigt flere grunde til, at gruppen har fungeret perfekt. Tre af kvinderne har nemlig gået på Kerteminde Husflidshøjskole for mange år siden – hvor de har uddannet sig i forskellige linjer og senere anvendt disse i erhvervsøjemed.

Anita Falbe Cleyton, der har en uddannelse i Billedkunst og Patchwork som 2. fag, er bosiddende i Seem Mejeriby. Hun deltog ikke i dagens møde, da hun var på arbejde på Blåbjergskolen i Outrup nordvest for Varde. Hvis du som læser synes at kende navnet, så har Anita bla. som årets Plakatkunstner udformet Ribe-Jazz-plakaten ved Festivalen 2022 samt været aktiv inden for kulturnatten i Sct. Catharinæ Kirke. Gruppemedlemmerne giver følgende vurdering: ”Meget dygtig – og så myldrer det med ideer, når hun er i nærheden! For øvrigt er Anitas også blevet udstiller hos Artizan og står bag Årets Ribekalender. Anita har tre børn.

Mille er en dygtig leder og faglig inspirator

Mille nyder at arbejde med projekter som fx. messehagel og Noahs Ark

Elsabeth fik en uddannelse i vævning, mens Mille bla. dygtiggjorde sig inden for patchwork. Mille har også været aktiv i arbejdet med Noahs Ark i Roager Kirke og i det det hele taget en mester i at holde aftaler og skabe sig overblik. Hun er modsat Elsabeth, som driver økologisk landbrug med sin mand, bosiddende på en gård i Vesterbæk, hvor der er tale om konventionel drift.
RYK IND RIBEs medarbejder var for 50 år siden reservepost på adressen, hvor ejeren Egon havde en træningsbane til sin sulky og væddeløbsheste. – Sådan er det ikke i dag – men min mand dyrker ridning på islandske heste – han er en såkaldt ”Hestepige”, fortæller Mille med et smil. Hun er ansat ved hos Ribes Vikinger i et flexjob som museumsvært. Her er der nok at se til, idet alle klæder er blevet gennemgået, fotograferet, systematiseret og pakket i kasser. Både Elsabeth og Mille har i øvrigt hver 4 børn – og for god orden skyld, så stammer førstnævnte fra Haderslev, men kom til Seem i 96.

Endelig er der Marianne Jepsen, der er ansat som sosuassistent på plejehjemmet Åhaven. Hun har været med til at komme med ideer til messehaglens design. Marianne har tre børn.

Handlet lokalt

Gruppen forklarede, at de har handlet lokalt hos Maren Svendsen – og at den blev færdig før planlagt – Påsken 2023. Søndag vil sognepræsten så for første gang se resultatet, som kun gruppen kender. – Jeg har været med til at godkende farver og motiver – og glæder mig til at se den nye messehagel, bliver den afsluttende kommentar fra Torben Bramming.