Tekst: Renè Jørgensen fotos: private
14. oktober 2022.

Motionsdag med røde næser og højt humør

Det er blevet en tradition at kommunens skoler i Ribe har motionsløb den sidste fredag før efterårsferien.

I dag var der motionsdag på Riberhus privatskole for både elever og forældre. Med smil og højt humør, blev der tilbagelagt mange kilometer i den gode sags tjeneste.

På skolernes motionsdag den sidste dag før efterårsferien blev der på Riberhus Privatskole løbet penge ind til danske hospitalsklovne. For at synliggøre det gode formål, var der blevet uddelt røde klovnenæser til de mindste elever. Det gav kolorit på løbet, selvom det ikke var lige let for eleverne at holde den røde skumgumminæse på plads, når der blev givet fuld gas.

Både forældre og elever havde fundet løbeskoene frem og gennemførte sammenlagt 2.793 km. Det står endnu ikke helt klart, hvor mange penge det høje kilometertal bliver omsat til, når forældrenes sponsorater bliver lagt sammen. Ved afslutningsceremonien fik eleverne dog at vide, at det samlede beløb, der går til danske hospitalsklovne vil blive offentliggjort til morgensamlingen lige efter efterårsferien.

Udover det traditionelle motionsløb konkurrerede de ældste elever også i triatlon, hvor den for både drenge og piger stod på 400 meter svømning, 20 km. cykling og 5 km. løb. Den hurtigste af drengene var Hjalte Emil Dahlstrøm Høy fra 9. klasse, der gennemførte distancen på 1 time og 28 min. Tiden var imponerende, særligt når man tager i betragtning, at han gennemførte de 20 km. cykling på en almindelig damecykel. For pigernes vedkommende var det Alberte Lund Bejning, der kom først over målstregen. Alberte går kun i 6. klasse, men var i stand til at give de ældre piger baghjul.

Dagen blev afsluttet i skolens fællessal, hvor der blev klappet af den flotte indsats og det høje kilometertal, der blev præsteret i alle skolens klasser. Der blev overrakt præmier for særlige indsatser og det største bifald gik til Nohr Christensen fra 0. klasse, der havde været en særlig god kammerat under løbet.

Herefter blev eleverne sendt på efterårsferie, fortæller, Skoleleder Søren Ernst Lüdeking.

Collage: Renè Jørgensen med billeder fra Riberhus Privatskole.