Tekst: René Jørgensen foto: Esbjerg Kommune
25. april 2025.

Alle kan være med, når den royale stemning rammer Ribelund den 2. maj. Udviklingscenter Vest og Specialcentret har inviteret beboere og deres pårørende til Royal Side Run med to ruter, som sikrer, at alle kan komme omkring, uanset om de går, løber eller har hjul under sig. Alle andre er også velkomne.

Royal Run har plads til alle. Uanset hvem du er, og hvor langt og hurtigt du kan gå eller løbe, er du velkommen i fællesskabet. Også selv om du måske ikke er stærk til bens og skal have andre til at hjælpe dig rundt.

Netop den rummelighed er i centrum, når Udviklingscenter Vest og Specialcentret holder Royal Side Run i Ribe den 2. maj kl. 15.00-17.30. Her får både børn og voksne fra tilbuddene under Udviklingscenter Vest og Specialcentret sammen med deres pårørende mulighed for at mærke den royale stemning og varme op til Royal Run i Ribe 2. pinsedag. I alt deltager op mod 400 børn og voksne, og andre interesserede er også velkomne.

Ribelund lægger sine naturskønne omgivelser til eventen, der får to forskellige ruter, som deltagerne kan prøve kræfter med. Eftersom en del af dagens deltagere er borgere med forskellige handicap og derfor måske sidder i kørestol, er den ene rute på 800 meter handicapvenlig, så alle kan være med. På den anden rute tager en One mile deltagerne en tur rundt i området omkring Ribelund.

Glæden ved at være aktiv sammen

Esbjerg Kommune borgmester, Jesper Frost Rasmussen, får fornøjelsen af at åbne dagens Side Run på Ribelund, og han glæder sig til at mærke den royale stemning blot en god måneds tid før, at H.M. Kongen skyder det rigtige Royal Run i gang.

”Det har været en fornøjelse at følge aktiveringen og fællesskabet frem mod den royale motionsfest, og nu giver vi det hele endnu et skud energi til Side Run på Ribelund. Det allervigtigste budskab i Royal Run er netop, at det ikke gælder om at gå eller løbe længst eller hurtigst, men om at mærke glæden i at være aktiv og bevæge sig sammen med andre uanset, hvilke forudsætninger man har. Den stemning vil være i fokus til Royal Side Run den 2. maj,” siger Jesper Frost Rasmussen.

Til Royal Side Run er alle velkomne, og der er lagt op til en sjov og hyggelig eftermiddag i selskab med familie, venner eller kolleger. Udviklingscenter Vest og Specialcentret stiller madboder op, hvor man kan købe lidt at spise, lige som der er merchandise fra Royal Run efter først til mølle.

Skab dit eget Side Run

Faktisk bliver den royale stemning slået an allerede om formiddagen den 2. maj, hvor Ribe-områdets daginstitutioner fra kl. 9.30 til 11.00 samles til Side Run ved Ribe Fritidscenter. Her deltager op mod 400 børn, og alle andre er også velkomne til at gå eller løbe en tur eller flere rundt på boldbanen.

 

Passer tidspunktet hverken om formiddagen eller eftermiddagen, er det smarte ved Side Run-konceptet, at alle kan lave deres egen version. Det kan f.eks. være i en klub, forening, skole eller på en arbejdsplads, og der er gode tips og tricks at hente hos Royal Run, lige som Esbjerg Kommune kan bidrage med Side Run eventpakker med festligt Royal Run-pynt.