Tekst: Johnny Tauman   Foto: René Jørgensen
2. november 2022

Daginstitutionen Mosebo har en rigtig god legeplads, men nu bliver den endnu bedre. Der er nemlig udsigt til at få plantet en række træer og buske som erstatning for dem, der måtte fjernes, da legepladsen blev reduceret med en del kvadratmeter grundet byggeri hos naboinstitutionen.
– Vi har været så heldige at få 10.000 kr. fra Frøs Sparekasse til beplantning i vores institution, hvilket betyder, at børnene nu igen kan få både buske til at gemme sig i, brombærkrat til at spise af og træer til at søge skygge under, fortæller pædagogisk leder Anna Garde Tobiasen til RYK IND RIBE.

Både en forælder – Jeanette Schøler – og Mosebo havde sendt ansøgninger til Frøs Sparekasse, som udlodder 15 gavebeviser á 10.000 kr. Jeanette skrev i sin begrundelse: – Jeg tænker, at der kunne plantes træer i min søns børnehave Mosebo, så børnene igen vil  få en masse glæde af legepladsen.
Mosebo beskrev, at de vil bruge pengene til varieret beplantning som vil styrke børnenes udforskning af naturen og understøtte deres leg.

Fra venstre ses: Camilla Christensen pædagog, Helene Løhndorf pæd. medhjælper, Emil W. Jørgensen Afdelingsdirektør  Frøs sparekasse, indstiller til prisen Jeanette Schøler (forældre)
Nanna Holst Philipp, Frøs sparekasse kunderådgiver  og Anna Tobiasen pædagogisk leder.

Mange gode forslag – tre fra Ribe udvalgt

Frøs Sparekasse har i hele markedsområdet uddelt 20 x 10.000 kr.  Afdelingsdirektør Emil W. Jørgensen fortæller, at der i Ribe-området ud over daginstitutionen Mosebo er udvalgt to projekter fra Vadehavsskolen og daginstitutionen Børnegården i Gredstedbro.
Oprindeligt ville Frøs Sparekasse donere 10.000 kr til femten projekter i forbindelse med, at pengeinstituttet fyldte 150 år i år – startet tilbage i 1872. – Men der var så mange gode ideer og forlag, at vi øgede antallet til 20 x 10.000 kr fortæller Emil, der samtidig kan glæde sig over, at Ribe afdelingen i år fejrer 30 års fødselsdag.