Tekst & Foto: Johnny Tauman     Dronefoto: Ove Detlevsen
25. januar 2022

– Saltgade og slutningen af Tvedgade er sorte pletter på det arkæologiske kort over Ribe. Vi har simpelthen ikke tidligere haft lejlighed til at grave der, fortæller overinspektør Morten Søvsø i arkæologi til RYK IND RIBE.

Morten Søvsø, Sydvestjyske Museer

Sydvestjyske Museer skal i forbindelse med kloaksepareringen i de to gader prøve at finde ud af, om det ældste Ribe, 700-tallets by også strakte sig ud i dette område og måske helt ned i Sct. Peders Gade? Det er der nogle ældre iagttagelser fra 1970’erne, der kunne tyde på.

Morten Søvsø ser også frem til at få undersøgt Saltgades historie. – Det drejer sig blandt andet gadens bredde. Går den helt tilbage til middelalderen, lyder det fra overinspektøren, som tilføjer: – Det tror vi, da også Nederdammen er af samme bredde.

Derudover komme Sydvestjyske Museer også til at grave ned i nogle velbevarede organiske lag, hvor Morten Søvsø regner med, at de også kommer til at finde nogle fine genstande.