Tekst & Video: Johnny Tauman Foto: René Jørgensen
14. april 2024
Sammen med TV2 SPORTS setup og 910 tilskuere i Ribe Fritidscenter var rammerne optimale til en fight om 2 vigtige point, da Ribe-Esbjerg HH og Mors-Thy Håndbold stod over for hinanden. Og publikum VILLE en hjemmesejr med masser af støtte og klappen tilføjet lidt mere og højere musik end det sædvanlige niveau.
En overtændt Grønbech
En tændt Emil Grønbech scorede til (1-0) efter blot 31 sekunder på en assist fra William Aar. Inden jublen havde lagt sig – ja faktisk blot 10 sekunder senere fik samme Emil Grønbech en udvisning. Begge hold sjuskede de næste par minutter, inden William Aar gjorde det til (2-0).
Ribe-Esbjerg HH var tændte – og så skete det, der IKKE måtte ske: den anden to minutters udvisning til Emil Grønbech, hvor haluret blot viste 5:50. Den store helt fra BSH-kampen var stækket i sit forsvarsspil! ØV!
Sidste føring var på (11-10)
I undertal kom Mors-Thy Håndbold i front – og det næste kvarter lå kampen og vippede. Hjemmeholdet fik kontakt både ved (3-3), (5-5), (8-8) og (10-10). Stemningen i hallen var intens, og jublen brød ud, da en returbold fra overlæggeren endte hos Morten Jørgensen, som bragte sit hold i front med (11-10). Igen en hurtig udligning fra udeholdet (11-11), hvilket var sidste gang i kampen, der var kontakt. Pausestillingen var (13-16)
MTH havde et ekstra gear
I begyndelsen af 2. halvleg reducerede Elvar Ásgeirsson til (14-16), men selvom William Aar reducerede med to hurtige mål til (15-18) og (16-18), kunne forsvaret ikke stå imod. I stedet øgede Mors-Thy Håndbold igen stærkt anført af Mads Svane Hansen.
Cheftræner Jesper Holm forsøgte sig med 7-mod-6 spillet, men ofte blev der reduceret. Emil Grønbech viste igen sine kvaliteter som bagspiller med målnæse – og reducerede til (19-21).
Men igen havde Mors-Thy et ekstra gear og trak fra til (20-24) og senere (22-26) i en periode, hvor holdene skiftede mål. Med fem minutter tilbage forduftede chancen for sejr – og herfra var det kun spørgsmålet om, hvilke cifre Mors-Thy Håndbold ville vinde med.
Da slutsignalet lød, viste måltavlen (28-33).
Stillinger i løbet af kampen – ca. hvert 10. minut
(3-5), (10-10), (pause 13-16), (17-21), (20-25), (slut (28-33)
Målscorere
Ribe-Esbjerg HH: Emil Grønbech og William Aar hver 7, Andreas Søgaard og Marcus Mørk hver 3, Elvar Ásgeirsson, Mathias Jørgensen og Marcus Dahlin hver 2, Ágúst Björgvinsson og Morten Jørgensen hver 1
Mors-Thy Håndbold: Mads Svane Knudsen 13, Lasse Pedersen og Hernik Tilsted hver 5
Målvogternes redningsprocenter
Ribe-Esbjerg HH – Niklas Kraft – 25,8 %
Ribe-Esbjerg HH – Ágúst Björgvinsson – 20 %
Mors-Thy-Håndbold – Svend Rughave – 30,77 %
Næste kamp
Søndag d. 21. april spiller Ribe-Esbjerg HH formentlig sæsonens sidste hjemmekamp i Blue Water DOKKEN kl 18:00, når Bjerringbro-Silkeborg Håndbold kommer forbi. Kampen vises også på TV2 Sport.