Tekst: Team Esbjerg foto: René Jørgensen
18. november 2025.

Mor Mørk vil levere minderige øjeblikke i to år til – mindst

Verdensstjernen Nora Mørk er klar til yderligere to sæsoner i Team Esbjerg og har indgået en aftale med klubben, som rækker frem til 30. juni 2028. Hun kom i sommeren 2022 til Esbjerg fra det daværende norske mesterhold, Vipers Kristiansand, med ikke færre end seks Champions League-titler i tre lande i bagagen, og siden har hun præget Team Esbjergs spil med sin flair for håndbold på et exceptionelt niveau.

I maj blev Nora Mørk mor til Tyra, og hun udgør nu sammen med sin samlever, den svenske landsholdsspiller, Jerry Tollbring, og datteren en lille skandinavisk familie i Danmark.

– Jeg er fortsat glad for at spille i Esbjerg og vil gerne fortsætte nogle år endnu. Det giver mening, at vi som familie ikke skal flytte os for at spille et nyt sted. Jeg er i en klub med et højt ambitionsniveau, som spiller Champions League, og vi er en god blanding af især norske, danske og svenske spillere. Vi er et stærkt hold og vil gerne gøre det endnu bedre i Champions League, siger Nora Mørk, 34 år.

Hendes svenske cheftræner, Tomas Axnér, indgår selv i den skandinaviske model og er meget fornøjet over, at det lykkes at fastholde Nora Mørk i yderligere to sæsoner.

– Nora er superprofessionel og en af verdens bedste kvindelige håndboldspillere i det meste af 20 år. Hun bevarer sin verdensklasse og er en supersigning for klubben. Hun er attraktiv på spillermarkedet, og vi er meget glade for, at hun vælger fortsat at spille for Team Esbjerg, siger Tomas Axnér:

– Hendes spilforståelse er på et meget højt niveau, hun har forståelse for helheden og bidrager taktisk til vores hold. Nora har sidste hånd på mange dele af spillet, og hun er virkelig vigtig for kontinuiteten og balancen på vores hold. Vi kan som trænerteam tale med hende om taktiske emner, og hun er god til at stille krav og vise det for resten af holdet, hvilket mange kan lære af.

Den nye rolle på lands- og klubhold

Trænerteamet med også assistenttræner Christian Køhler giver i kampforberedelse og timeouter under kampe rum til, at blandt andre Nora Mørk og hendes gode veninde, Henny Reistad, kan bidrage med deres syn på spillet. Det giver et ejerskab, der for Nora Mørk er yderst værdifuldt.

Træneren for det norske landshold, Ole Gustav Gjekstad, ser hendes rolle for Norge forandre sig til, at hun i perioder skal sætte sit dominerende præg på det offensive spil, men ikke nødvendigvis spille mest i højresiden af bagkæden.

– Jeg kom for nylig tilbage fra barsel, og den nye tilgang giver mulighed for at styre belastningen bedre. Men både på landsholdet og i Team Esbjerg er der konkurrence om spilletiden, og den er jeg klar til at tage. Jeg har det fint med, at vi er tre spillere på højreback-pladsen i Team Esbjerg. Jeg har taget min genoptræning efter fødslen meget seriøst, men ikke på bekostning af at være mor, og jeg accepterer, at det tager lidt længere tid. Men jeg skal nok nå samme niveau som før, måske endda lidt bedre og skarpere på nogle ting, siger Nora Mørk.

Karrieren har ikke nogen slutdato

Hun er åben for en fremtid inden for håndbold, når karrieren til sin tid slutter, men ikke nødvendigvis ved udløbet af en kontraktperiode, der helst skal bringes til at passe med Jerry Tollbrings i Ribe-Esbjerg HH.

Hvis fysikken efter en karriere med mange knæskader arter sig lige så vel som hidtil i Team Esbjerg, udelukker hun ikke at fortsætte med at levere minderige øjeblikke til håndboldfolket. Både på klubplan og på landsholdet, hvor hun med OL-guldet i 2024 har en lige så komplet samling af titler.