Tekst Hasse Jørgensen, foto Johnny Tauman, fredag den 7. februar
Det er i orden at holde Skjern Håndbold nede på 24 scoringer, men det er ikke i orden, at Ribe-Esbjerg HH selv kun scorer 21 mål.
Men sådan blev resultatet af fredagens kamp i Blue Water Dokken, hvor en sejr på blot to mål til Skjern havde betydet, at REHH fortsat var bedst indbyrdes. Men selv om chancen ovenikøbet var der for point, lykkedes det ikke hjemmeholdet at tage dem.
På dagen var Skjern det bedste hold selv om holdet bestemt ikke spillede prangende håndbold. For REHH gjaldt det, at der momentvis blev vist meget flot håndbold, men lige så højt topniveauet er, lige så lavt er bundniveauet, og det kostede sejren i denne kamp. Der blev lavet alt for mange tekniske fejl, og specielt i de situationer, hvor man tænkte, at nu har hjemmeholdet chancen for at komme helt med, blev der lavet tekniske fejl. Det var som om spillerne gerne ville gøre det så godt, men i stedet blev spillet forkrampet.
Hjemmeholdet spillede rigtig godt i forsvaret, men i angrebet kneb det gevaldigt. Ikke fordi holdet ikke spillede sig til chancer, men alt for mange gange blev der skudt uovervejet og for upræcist, og der blev også alt for ofte taget nogle halve chancer. På den måde vinder man ikke ligakampe.
Med til billedet hører, at Miha Zvizej indenfor de første 12 minutter blev udvist to gange, og det betød, at han ikke blev brugt i forsvaret før i halvlegens sidste minutter. Og han var savnet i forsvaret.
Den sidste udvisning fik han for næsten at hive trøjen af en modstander, men hvorfor modstanderens trøjegled op på manden skal være usagt, men det var for alle andre end dommerne svært at se, at det var Zviizej, der havde fat i den. I øvrigt kæmpede samme Zvizej en hård kamp på streget og tog mod rigtig mange ”tæv”, og med de to udvisninger, han fik, kan det undre, at der ikke blev udvist Skjern-spillere i et par andre tilfælde.
REHH var også så uheldig at få skadet både Lars Mousing og Kasper Kvist, så de to ikke var med i anden halvleg. (Se mere om det andet sted på siden)

Søren Rasmussen greb et loop fra Anders Eggert – stirrede faktisk over den ellers sikre straffekastskytte
Skjern kom bedst fra start og kom foran med 2-0, inden REHH efter godt fire minutters spil fik scoret til 1-2, og resten af halvlegen var det Skjern, der var i teten – flere gange med et forspring på fire mål.
Halvlegsresultatet blev 10-13, og i starten af anden halvleg kom REHH på 12-13, og man fik fornemmelsen af, at nu skulle det være. Men tekniske fejl og en spildt indspilning til stregen ødelagde de gode tegninger, og derefter tog Skjern igen afstand.

Samarbejdet mellem cheftræner Lars Walther og målmand Søren Rasmussen kræver koncentration under 7 mod 6 spillet
Det var en sammenbidt cheftræner Lars Walther, der efter slutfløjtet kommenterede kampen:
– Vi spiller et rigtigt fornuftigt forsvarsspil, men vi får aldrig rigtigt flow i vores angreb. De dækker ret fladt op, og vi skal have skud bagfra for at åbne deres forsvar, men de skud fik vi aldrig.
– I starten af anden halvleg havde vi chancen for at komme helt op, men fire tekniske fejl indenfor ganske kort tid ødelagde den chance, lød det fra cheftræneren.
Kampen i Tal
Målscorere: REHH: Nicolai Nørgaard 6 (4), Runar Karason 4, Mathias Jørgensen 4, Kasper Kvist 4, Gunnar Jonsson 2, Lasse Uth 1.
Skjern: Eivind Tangen 9, Elvar Om Jönsson 4, Anders Eggert 3 (3), Rene Rasmussen 3, Morten Bjørnshauge 2, Jesper Konradsson 2, Thomas Mogensen 1.
Udvisninger: REHH 3, Skjern 2.
Tilskuere: 1602.
Man of the match blev Mathias Jørgensen.












































































