Tekst & Foto Johnny Tauman
3. juli 2019
”Mølledammen bliver ikke klippet nu”, siger miljøchef ved Esbjerg Kommune, Christina Egsvang Føns til RYK IND RIBE og fortsætter: ”Vi er stadig i færd med at undersøge, hvor vidt det er muligt at trimme området.” Imens må Ribe-borgere og turister måbende se til, at hele området gror til og ikke mindst udvikler sig til et sumpområde.
RYK IND RIBE foreholder miljøchefen, at bådene, der anvendes til at skære grøde jo ligger lige på den anden side af jernbanebroen – og dermed blot skal sejle få meter for at være i Mølledammen. Men det gør intet indtryk.
Dialogmøde efter sommerferien
Miljøchefen kan oplyse, at der vil blive afholdt et dialogmøde efter sommerferien – og hvor forvaltningen vil forklare, hvad der sker i området – og hvilke forhold, som forhindrer eksempelsvis at skære grøde og trimme vandspejlet i Mølledammen.
Haveaffald gav “prop”
RYK IND RIBE undrer sig over, at der er skåret grøde ved Liden Kirstens Bro i Stampemølleåen. Hertil forklarer Christina Egsvang Føns, at der ikke er tale om skæring af grøde: ”Vi har simpelthen måttet fjerne en ”prop” bestående af bla. haveaffald.”
Vesteråen renses i uge 30
En række sejlere har henvendt sig vedr. grøden langs Skibbroen og i Ribe Vesterå – så meget, at deres motorer går i stå, da skruerne vikles ind i planterne. Disse bådejere må blive i havn henover ferieperioden, da oprensning af åen først begynder i uge 30.
Hvem kan løse den gordiske knude?
Lokalpolitikerne har prøvet at få gang i oprensningerne, borgerne har tilkendegivet deres frustrationer, turisterne undrer sig. Hvem kan løse den gordiske knude? Hvad skal det næste træk være? Skal vi bede Anders Kronborg tage vores artikel med på Borgen og drøfte Ribes vilkår med miljøministeren? Eller?