Tekst & Foto Johnny Tauman
14. december 2019

Så snart du træder ind over dørtrinnet hos Lene og Claus, bliver du mødt at to store sorte ”uldtotter”, som med viftende haler kommer dig i møde. ”Vi havde tidligere hunde af racen Old English Sheepdog, men faldt for Shapendoes”, fortæller Lene til RYK IND RIBE. Hun er så passioneret af hunderacen, at hun de sidste 7 år har været kasserer i Dansk Schapendoes Klub – en Specialklub under Dansk Kennelklub.

Hundene var ikke parat til at blive fotograferet – Lene forsøgte ellers en opstilling på bedste vis, men de ville hellere lege

Hundene ville lege

Viktor på 10 år samt Chiano på 3 år kræver både megen pelspleje og mindst en daglig tur i skoven. Schapendoes er en hollandsk hyrdehund i mellemstørrelse. De er sort/grå og sort/hvide – men brune nuancer accepteres også. Kendetegnende: livlige, intelligente og modige. Ud over turene med hundene nyder Lene også vandreturene med ”Torsdags-gå-pigerne” i Ribe samt hyggelige timer i forskellige strikkeklubber.

“Kødbørsen” (se det lille foto nederst th)  lå på hjørnet af Hundegade og Dagmarsgade (arkivfoto)

Uddannet butiksslagter

Lene Damkjær Krüger er opvokset i østerbyen – på Bordingvej og gået på Valdemarskolen. Hun valgte efter folkeskolen at uddanne sig som butiksslagter i forældrenes butik ”Kødbørsen” på hjørnet af Dagmarsgade og Hundegade. Uddannelsen over tre år indbefattede skoleophold i Roskilde – det var bare vildt med kun to piger i et fag, der typisk for tiden var forbeholdt mænd. Lene nåede at arbejde 10 år i den klinkeprydede butik, inden den lukkede i 1979.

En rigtig god arbejdsplads

Inden da var Lene flyttet ind hos Claus i Gredstedbro og blev senere ansat på Poul Erik Nielsen´s maskinstation i Jedsted. ”Da jeg blev ansat, var jeg bare nysgerrig – og kunne bruge min kontorfaglige uddannelse. At det blev til hele 28 år i branchen, er bare utroligt”, konstaterer Lene, der i en årrække var primusmotor for FDF-gruppen i Gredstedbro. Det frie spejderliv har altid betydet meget. Som barn og ung var Lene Blå spejder.

Lene bor sammen med Claus i Skallebæk øst for Ribe

Renoverer hus sammen

Lene bor sammen med Claus i Skallebæk. De tager sammen del i lokallivet – og møder frem til aktiviteterne i Skallebækhuset. RYK IND RIBE vil senere bringe en artikel med Claus, hvor hans passion for elektrisk tog vil fylde en del. ”Det blander jeg mig slet ikke i”, siger en smilende Lene, der sammen med Claus det sidste halve års tid har hjulpet deres søn og svigerdatter med at renovere bygningen på Haderslevvej 117.

(Fortsættelse følger søndag)