Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 3. september 2024

Efter et par måneders lukning genåbner modebutikken Like Anna i gen. Det sker rent faktisk i dag, og forretningen vil med en ny ejerkreds men samme bestyrer blive videreført stort set som hidtil.

Like Anna lukkede først i juli, da selskabet bag, BTX, gik konkurs. Nu har Godske Group overtaget butikkerne rundt i landet og herunder også den i Ribe.

– Vi åbnede lidt i smug i går, fordi vi kunne se, kunderne trippe udenfor, og kunderne var rigtig glade for, at vi er tilbage. Og i dag slår vi for alvor dørene op, fortæller Annette Clausen, der har været bestyrer af Like Anna i et par år.

Hun fortæller, at det stort set vil være de samme mærker, der vil blive ført i butikken, men at der også kommer nye til.

– Vores nuværende ejere har hidtil produceret tøj men ikke selv haft fysiske forretninger, så det er klart, at de også gerne vil have deres egen kollektion ud i butikkerne. Så den kollektion får vi også, fortælle Annette Clausen, der har tre damer til at hjælpe sig i butikken. Og de tre ansatte fortsætter også, så det bliver de samme ansigter, kunderne møder.

Selv er Annette Clausen uddannet salgsassistent og har de sidste 16 år arbejdet med tøj.

Så får I vel også glæde af, at Frandsen har lukket sine to butikker i byen?

– Den lukning synes jeg faktisk ikke er god, for jo større udbuddet er, jo flere kunder er det også muligt at trække til byen, siger Annette Clausen, der glæder sig over igen at kunne betjene kunderne fra butikslokalerne ved Kvicklys parkeringsplads.