Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 18. juni 2024
Det har nu i lidt over en uge været muligt at søge tilladelse til at passere bommene ved Domkirkepladsen med et gyldigt ærinde under trafikforsøget i Ribe der starter 1. juli kl. 8.
Men meget tyder på, at der har været en del misforståelser omkring disse køretilladelser. Trafikforsøget gælder domkirkepladsen, der lukkes for gennemkørende trafik. Det betyder, at det kun er beboere med adresse indenfor det afspærrede område eller med et godkendt ærinde, der kan få en køretilladelse. Beboere, der kan komme til deres boliger i den indre by på anden måde end ved at køre over domkirkepladsen, og som ikke har et godkendt ærinde på domkirkepladsen, kan ikke få en køretilladelse.
Chefen for natur og byrum i Esbjerg Kommune, Morten Andersson, fortæller, at der ikke er lavet en nøjagtig opgørelse over, hvor mange, det drejer sig om. Han anslår, at det er omkring en snes familier, der er direkte berørt på grund af bopæl på domkirkepladsen.
Køretilladelserne for de relevante skal søges digitalt via Esbjerg Kommunes hjemmeside https://www.esbjerg.dk/trafikribe. Her kan man også se, hvem der har mulighed for at få en køretilladelse, som kan søges med et MitID.
På forsiden vælges punktet ”Ansøg om ny licens eller billet”, og herefter vælges ”Licens til Trafikforsøg Ribe”.
Det er indtil videre kun besluttet at lave forsøg i 2024, så tilladelser er således kun til trafikforsøget i de 6 uger fra 1. juli til og med 11. august 2024.
Bilister med godkendte ærinder inden for forsøgsområdet kan søge om tilladelse til at få adgang. Det betyder, at med en køretilladelse kan man passere vejbommene i Grydergade, Grønnegade og ved Von Støckens Plads.
Beboere indenfor det trafikregulerede område med en beboerlicens behøver ikke at søge, da deres køretøjer automatisk er forhåndsgodkendt til at kunne åbne bommene. Det samme gør sig gældende for håndværkere med en håndværkerlicens.
Overnattende gæster til overnatningsstederne kan åbne bommene med en kode og vil have mulighed for at køre ind og læsse af og på under hele forsøget. Gæsterne henvises stadig til at parkere på de store p-pladser tæt på bymidten.
Morten Andersson oplyser, at en del af de borgere, der har søgt indtil videre, er borgere, der bor udenfor det trafikregulerede område og som vil have adgang til deres bolig uden at skulle krydse Domkirkepladsen. De vil således ikke kunne få en køretilladelse og har derfor fået et afslag.
Morten Andersson oplyser videre, at bommene lige nu testes i Esbjerg men forventes at blive sat op inden for den næste uges tid, så de er klar til start 1. juli kl. 8.
De midlertidige bomme vil være åbne i tidsrummet kl. 22.00–8.00, hvor kørsel kan foregå uden køretilladelse. Om søndagen vil bommene være åbne til kl. 10.00 af hensyn til kirkegængerne.