Ud over at bede Færdselsstyrelsen følge udviklingen, agter transportminister Ole Birk Olesen (LA) ikke at foretage sig noget omkring sikkerheden ved kørsel med turister i Vadehavet.

Det fremgår af et svar, transportministeren har sendt til Folketingets Transport-, Bygnings- og Boligudvalg.

Udvalget har på foranledning af folketingsmedlem Henning Hyllested (EL), Esbjerg, stillet spørgsmål til transportministeren om, hvorvidt denne vil indføre et hel- eller halvårligt syn af hestevogne, der kører turister i Vadehavet samt indføre et sikkerhedskursus for guider i Vadehavet under hensyn til Vadehavets helt specielle natur.

Spørgsmålet blev rejst efter den tragiske ulykke sidste sommer, hvor en spansk dreng blev dræbt, da en hestevogn kørte galt angiveligt på grund af et knækket rør.

Henning Hyllested stillede spørgsmålet til ministeren i december sidste år, og ministeren mener ikke, der er grund til at foretage sig noget dels fordi færdselsloven tilsiger, at føreren af et køretøj altid skal sørge for at holde det i orden, og at ulykken kunne være sket et hvilket som helst sted.

Henning Hyllested overvejer nu, om der kan skabes et flertal i Folketinget for et beslutningsforslag, der tvinger ministeren til handling.

Ole Birk Olesens svar til Henning Hyllested har fået tidligere folketingsmedlem, byrådsmedlem Preben Rudiengaard (V), Ribe, til at reagere kraftigt:

– Jeg må sige, at jeg er meget skuffet over et så intetsigende og arrogant svar, som ministeren har givet Henning Hyllested, siger Preben Rudiengaard og fortsætter:

– Mandø og hestevogn er en fin turistattraktion, men vi må forlange, at den er fuldstændig sikker for turisterne, således at trygheden er i højsædet.

– Dette fatter ministeren ikke. Jeg vil derfor kontakte mine to tidligere folketingskolleger, der sidder i transportudvalget, nemlig Hans Chr. Schmidt (V) og Chr. Pihl Lorentzen (V), og bede dem om at bringe ministeren på rette spor. Og hvis ikke det kan lykkes på den måde, så at følge Henning Hyllesteds udmærkede aktion for at få fremsat et beslutningsforslag i næste folketingssamling.

– Dansk Turisme skal være kendetegnet ved høj kvalitet og høj service, men det lader ikke til at ministeren tager dette højtideligt, siger Preben Rudiengaard.