Tekst: Hans Jørgensen. Foto: Johnny Taumann, fredag 25. januar

Så er der tilsyneladende skred i mastesagen.

Ifølge JydskeVestkysten har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) besluttet sig for både at mødes med borgmestrene i de seks kommuner, den omstridte 400 kilovolt højspændingsledning skal gå i gennem, samt indkalde forligspartierne til en drøftelse af sagen.

Ministeren har hidtil været utrolig tavs i sagen om den højspændingsledning, der skal gå fra Idumlund ved Holstebro til grænsen ved Tønder, og som har vakt meget stor modstand lokalt både blandt borgerne og politikerne.

Til JydskeVestkysten bekræfter ministeren, at han indenfor kort tid vil mødes med borgmestrene fra de berørte kommuner, ligesom han i løbet af nogle uger vil indkalde forligspartierne bag højspændingsledningen til en drøftelse af, om man kan finde finansieringen af en alternativ og dyrere løsning, nemlig jordlægning af kablerne.