Tekst og foto: Hans Jørgensen

Når vi taler højspændingsledning ned gennem Vestjylland fra Idumlund ved Holstebro forbi Ribe til Nibøl i Tyskland, ændrer tingene sig hurtigt.

Meget kan tyde på, at mange af de oplysninger, der har været fremme fra bl.a. Energinet, der står bag projektet, lader meget tilbage at ønske i forhold til det faktuelle.

Bl.a. har JydskeVestkysten talt med Joachim Holbøll fra DTU Elektro, der påpeger, at teknisk kan kablerne lægges i jorden. Det er et spørgsmål om økonomi.

Samtidig erkender chefprojektleder Chr. Jensen, Energinet, i samme avis, at prisen for at lægge kablerne i jorden fremfor at hænge dem på 30-35 meter høje master, faktisk kun er dobbelt så dyr.

Chefprojektlederen siger, at når Energinet tidligere har meldt ud, at det er tre til fem gange så dyrt med jordkabler som luftkabler, skyldes det, at der er taget nogle udgifter med, som er ens uanset, hvor kablerne er. Renses de udgifter væk, er prisen for jordkabel kun dobbelt så dyr som luftkabel.

Det viser sig også, at et 66 km langt kabel i København mellem Ishøj og H.C. Ørstedsværket er jordlagt, og ved Vejle er man nu ved at grave et luftkabel ned i jorden over en strækning på syv kilometer.

TV2 kunne i nyhederne i aftes fortælle, at der er meget stor modstand mod luftkablerne, og at energiminister Lars Chr. Lilholt (V) til fagbladet Ingeniøren har lovet, at hele projektet vil blive revurderet, før den første mast rejses.

Lokalt har borgmestrene i Varde, Esbjerg og Tønder skrevet et åbent brev til Folketinget, hvori de tre borgmestre beder politikerne revurdere hele projektet, og Esbjerg Byråds plan- og miljøudvalg med Karen Sandrini (S), Ribe, i spidsen har med klar stemme sagt, at kablerne bør i jorden. Dermed går udvalget mod en beslutning, det tidligere plan- og miljøudvalg tog om, at linjeføringen kunne føres længere mod øst og dermed længere væk fra Ribe.

Til JydskeVestkysten siger Karen Sandrini, at det blot er at flytte aben.

Beslutningen om at rejse den 170 km lange luftledning på op til 35 meter høje master er taget af et bredt flertal i Folketinget. Ledningen skal bruges til udveksling af elektricitet og dermed give forsyningssikkerhed i landene.

Der er langt op til et meget spændende informationsmøde, som Energinet holder i Ribe onsdag den 25. april klokken 19 i Ribe Fritidscenter.