Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 27. januar 2023

Sygdom får nu Winnie Løkkegaard Kristensen til at lukke Minifabrikkens fysiske butik på Industrivej i Ribe. Til gengæld vil webshoppen blive drevet videre af Winnies Løkkegaards Kristensens kollega, Pernille.

Det skriver Winnie Løkkegaard Kristensen selv på Minifabrikkens Facebook-side i et stærkt personligt opslag.

I opslaget står der bl.a.: ”Det er sårbart at “blotte” sig, at udstille sig selv, men for at lægge låg på undren og bekymrende tanker, deler jeg alligevel dette med Jer.

Der har den seneste tid været stilhed på profilen, længere leveringstid på ordrer og lukket i butikken.

Det er så langt fra den service som jeg ønsker minifabrikken skal yde, og det beklager jeg af hele mit hjerte!🙏🏼

Jeg har i en længere periode haft et skrantende helbred, en reaktion på et for højt stressniveau over lang tid.

Jeg har på bedste vis forsøgt at passe på mig selv og forsat passe mit hjertebarn, minifabrikken, og ikke mindst være mor for min datter også.

Men desværre var det ikke helt nok, og i december sagde min krop fra på mine vegne, og gjorde mig for syg til at arbejde.

Jeg er derfor nu sygemeldt, og som konsekvens heraf, har jeg valgt at vores fysiske butik i Ribe derfor lukker.

MEN,

Min skønne kollega Pernille driver webshoppen www.minifabrikken.dk videre imens jeg passer på mig selv, og krammer min datter lidt ekstra.

Pernille producerer og pakker Jeres ordrer, og yder Jer den bedste service, og jeg håber derfor inderligt at I forsat vil bakke os op. Har I gavekort til butikken, kan de selvfølgelig ombyttes til webshoppen”

Selve butikken på Nørremarken har været lukket siden før jul mens webshoppen fortsat har været åben.

Minifabrikken fik den første fysiske butik i Sct. Nicolaigade, hvor i dag sushi forretningen har til huse. Efter at Winnie Løkkegaard Kristensen var i Løvens Hule på TV, hvor investor Jacob Risgaard skød 200.000 kroner i virksomheden, var der basis for udvidelse til de større lokaler på Nørremarken, hvilket også gav mere travlhed.

Minifabrikken fremstiller forskellige former for udsmykning og design til hjemmet.