Ryk Ind Ribe har modtaget følgende mindeord over Steen Johansen Klaaby:

Mindeord om Steen Johansen Klaaby, født 02.02.1950 og død  den 24.01.2023

Vi har med stor sorg mistet en kær ven og broder i vores ordenskæde. Steen blev optaget i broderloge nr. 58 den 12. oktober 2004. Altid kunne man regne med Steen, uagtet han næsten altid var presset tidsmæssigt af forskellige gøremål, såvel privat, i logen, i lejren og i Canton.

Min fødselsdagssang har altid været: Sneflokke kommer vrimlende, fordi jeg har fødselsdag den 2. februar fortalte han mig, sidste gang jeg sad ved siden af ham til brodermåltidet, nemlig den 17.01.2023.

Sidste vers lyder således:

Og gammelmor i klokkerne med huen og grålokkerne, hun haler op i sokkerne og ser forsagt derud, for nu er kålen liggende, og nu står tjørnen stikkende og spidder sne på piggene; og nu kom Kjørmes-knud!

Det er jo en sang af Jeppe Aakjær, som beskriver, at nu er halvdelen af vinteren gået, og at vi nu går mod lysere tider, eller mere mundret: Kyndelmisse. Steen nåede desværre ikke denne dato i år.

Steen var et fyrtårn i OddFellow regi. En lysende stjerne, som man altid kunne gå til, såfremt man havde hjælp behov.

Han nåede langt i sit forholdsvis korte logeliv. Som vi gerne siger: så gik han hele vejen gennem de forskellige embeder og blev logens overmester i april måned 2013. Dette embede har man ”kun til låns” i 2 år, hvorefter man automatisk bliver eksmester.

Også i overbygningen til ordenen, nemlig i Lejr nr. 13 Vesterhavet, gik han hele vejen og var ved sin død hovedpatriark, som er øverste embedsmand i lejren.

En søsterorganisation til OddFellow logen er Patriarch Millitant, hvor han var medlem af: Canton Gladius nr. 5. Her stod Steen foran et embede som kaptajn fra næste termin.

En glad og munter person, med et stort drive er taget fra os i en alt for tidlig alder.

Så standsed på ny et hjerteslag, i døgnets rastløse ilen.

En mund blev tavs, en stol står tom

En sjæl fandt freden og hvilen

Vi bøjer vort hoved for dødens magt, og lover mens dagene  rinder

Skal æret være dit broder navn, skal æret være dit minde.

Vore tanker går til de efterladte.

Ribe, den 29.01.2023

På vegne af broderloge nr.  58 Riberhus

Leif Sørensen

eksmester