Emne: Mindeord for Lau Michelsen

Ribe Mandskor har sendt følgende:

Med Lau Michelsens død er korverdenen blevet en trækkraft færre. Få har som Lau været en ivrig og vedholdende faktor i dansk og nordisk korsang. Med sit næsten 50 års dirigentarbejde i Ribe Mandskor som base og aktive deltagelse i kororganisationer, har han sat et stærkt aftryk. Lau kom fra et jernbanearbejderhjem der havde klaver, og hvor musikken havde en stor plads. Efter studentereksamen i Fredericia tog Lau lærereksamen fra Ribe Statsseminarium med musik på linje og deltagelse i seminariets kor. Trods job på Brørup Skole påtog Lau sig i 1977 dirigentjobbet i Ribe Mandskor. Med stort engagement og nysgerrighed, naturligvis i starten lidt famlende, kom han til at præge korets repertoire og sound (Ribelyd), som Lau benævnte den. I mere end 30 år var Lau formand for Dansk Sangerforbund og en årrække for Nordisk Sangerforbund. Han var også initiativtager til en række korfestivals i Ribe med besøg fra flere europæiske lande. Korets 150-års jubilæum faldt i 2010 sammen med Ribe Bys 1300-års jubilæum, hvor korindslag var en del af de store fest-tiltag. Trods det store arbejde indenfor kor-verdenen var Lau meget opmærksom på den sociale del af et mandskors liv- han var god til at se den enkelte og få en til at føle sig velkommen, uanset evner. Han var en levende historiebog, skriftlig stilist og god for mange lune historier. Lau var med på lidt af hvert, også ud på de små timer. Familien, og den var stor, var et stort omdrejningspunkt for ham, selvom han havde prioriteret Ribe Mandskor på linje med Bente og børn. Hans musikalitet er gået arv til børn og børnebørn.

.Trods svære år for mandskors sang og svingende antal sangere, har Lau ufortrødent og stædigt holdt fast. Det sidste år var Lau meget udfordret af sygdom. Trods det kom han til sang, når han magtede det, og deltog for kun 3 uger siden i et korstævne i Horsens.

Det er ikke slut med Ribe Mandskor trods Laus manglende direktion, men savnet vil han være.
Æret være mindet om ham.