Tekst: Peter Lindgaard
Foto: Rene Jørgensen
Fredag d. 28. juli 2023

Enestående koncert med Janne Mark i Sct. Catharinæ Kirke.

”I aften skal vi prøve noget nyt. Noget, vi aldrig har kastet os ud i før,” lød det lettere bekymret, da et talstærkt publikum blev budt velkommen i Sct. Catharinæ Kirke torsdag. Udenfor havde mørket sænket sig, og klokken passeret 22.00. Forventningen steg. Oveni aftenens første koncert, der fandt sted på Hotel Ribe, ventede endnu en spændende tyvstart på årets jazzfestival.

Inde i kirken sænkede lyset sig. Alt blev stille, men ud ad stilheden spirede der med Janne Marks stemme en helt særlig stemning, ånd og tone. Velkommen til en musikalsk rejse med Janne Mark Trio. Vi er pilgrimme – jazzpilgrimme. Med forførende sang fik Janne Marks nynnende strofer på kort tid indfanget publikums opmærksomhed. Allerede fra de første æteriske klange var rummets intensitet på sit højeste. Fordybelsen kunne aflæses i publikums ansigter. En påvirkning, der ikke bare skyldtes den smukke musik, men også Janne Marks åbenlyse erfarenhed med at performe i et kirkerum, hvor lydene får lov at leve længere tid, når de skal rundt i alle hvælvinger og kroge.

Akustikken var magisk. Tonerne fik et eget liv, hvilket især skyldtes de fortryllende klangbilleder, som Søren Gemmer rullede ud på tangenterne. Blandingen af store brede pianoakkorder mikset med samplede og eksotiske klange og effekter fra keyboardet udviklede sig sammen med Esben Eyermanns talentfulde basspil til et fantastisk lydtapet. Med vekselvirkningen af Marks nynnende sekvenser og de besjælede tekster, fik man følelsen af at svæve rundt i et uendeligt univers.

Et af højdepunkterne var nummeret ”Altid allerede elsket” – en titel lånt fra Peter Bastians bog. Her viser Janne Mark sangskatten i nye former. Lyset og mørket i balance – på linje med forfatteren Stine Pilgaards moderne folkelige sange. Ikke underligt at Janne Mark ofte optræder på DR’s playlister. Den non-verbale tonalitet blander sig med smukke, forførende tekster, og fører tankerne over på årstiderne, det cirkulære, gentagelsen, naturens kræfter og det åndelige. Gamle keltiske sange har været i brug som inspiration, og flere titler er oversat til engelsk – f.eks. ”Both in the world and yet outside it,” hvor Janne Mark leder publikum fra det jordnære over i en spirituel og grænseløs verden.

Janne Mark har gennem årene sat sig mange lovende spor. Udover at være en fantastisk sanger, har hun gennem tiden gjort sig bemærket som en populær salmedigter, komponist og sangskriver. Ligesom organisten Kjeld Lauritsen, der tidligere på aftenen gav koncert på Hotel Ribe (se anmeldelse i Ryk Ind), har Janne Mark haft sin gang i Brorsons Kirke i København, hvor hun har optrådt med jævne mellemrum. De senere år har hendes værker vundet ekstra anerkendelse i udlandet. Blandt andet har hun indspillet to anbefalelsesværdige albums for det tyske kvalitetsmusik selskab ACT. Den universelle linje er lagt. Der synes ikke længere at være grænser for hvor pilgrimsrejsen går hen.

Godt, vi fik lov at høre Janne Mark i kirken denne aften. Stor cadeau til arrangørerne Jazzin’ Ribe for at sætte sangeren og hendes musikere på programmet en midnatstime sådan en helt almindelig torsdag aften i sommerferien. Og lad os så komme i gang med den jazzfestival 2023!