Tekst og fotos: Renè Jørgensen
25. juni 2021.

Mette passer på dine fødder

Når du kører gennem Nr. Farup på vej mod diget, titter der et skilt frem med Mettes Fodpleje, behandling og velvære. Og det er bestemt, hvad det beskriver. Mettes Fodpleje på Tanderup Digevej 8 kan faktisk byde på mere end velvære for fødderne.

Mette Jakobsen er uddannet lægeeksamineret fodplejer i december 2020 på Odense Fodplejeskole, som er godkendt af brancheforeningen SADF*. Hun har valgt at starte egen lille klinik hjemme i privaten tre dage om ugen. Opstarten er ny, og der er uddelt brochurer mange steder, ligesom Mette har en hjemmeside, hvor man kan booke tid. Ikke alle har en computer, så derfor kan man også ringe og få en tid.

Hos Mettes Fodpleje vil du opleve oprigtig interesse for dig og dit behov for fodbehandling. Hos Mette er nærvær og ekspertise i højsædet. Det fik RYK IND RIBEs reporter at mærke på egen krop. Egentligt hedder det vel på egne fødder, for de gamle løbefødder kunne godt trænge til en ordentlig fodstilling, og det klarede Mette Jakobsen under interviewet med et indlæg til skoene.

– Det er en ny verden for mig, fortæller Mette Jakobsen, som kan lide at arbejde med mennesker og hjælpe med en god fodpleje, men jeg er glad for mit valg af uddannelse. Faktisk betyder et skovalg meget for fødderne, og her kan Mette også vejlede, så man får anskaffet de rigtige sko.

Mette fortæller – måske lidt overraskende, at der er mange mænd, der bruger en fodplejer.

Det er ikke kun på adressen på Tanderup Digevej at behandlingerne finder sted. Hver torsdag er Mette at finde hos Min Fodplejer v/Lone Brinch i Esbjerg, hvor de har indledt et samarbejde og tilbyder fodbehandling for to. Det kan være et ægtepar, mor/datter, eller to veninder.

Lidt om klinikken:

Mette Jakobsen har desuden taget kursus i voksbehandling og gelpolish, som tilbydes i klinikken.

Medlemskabet hos SADF* sikrer kunden en høj faglig kvalitet i arbejdet. Mette har under uddannelsen udført mere end 250 superviserede behandlinger.

Fodbehandlingen er individuel og planlægges ud fra kundens fodstatus. Der startes med et blødgørende og plejende fodbad, beskæring af evt. hård hud, hælrevner og ligtorne. Negle klippes, slibes og renses grundigt op evt. fortykkede/nedgroede negle afhjælpes. Behandlingen afsluttes med nærende negleolie og let fodmassage med den creme som passer til kundens fødder, fortæller fodplejeren, der håber mange vil lægge vejen forbi klinikken i Nr. Farup.

*SADF er en sammenslutning af Danske Fodplejere, der er en brancheorganisation for professionelle og veluddannede fodplejere og fodterapeuter i Danmark.