Tekst og foto: Johnny Tauman
22. maj 2018

Faldefærdige ejendomme, der lejes ud til mennesker, der må bo med skimmelsvamp og hul i taget – det skal der dæmmes op for, mener Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen, som i pinsen gik på landsdækkende TV via TV 2 Øst sammen med socialdemokratiets formand Mette Frederiksen.

Holger Schou Rasmussen (S) vil have et nyt forslag taget op blandt partierne på Christiansborg. Det handler om at give kommunerne mere magt over udlejning af dårlige boliger.

”Jeg mener, at det skal være sådan, at alle udlejere skal synes og godkendes af kommunen. Består man ikke synet, skal man enten lave forbedringer eller også skal man rive sin ejendom ned”, siger borgmesteren.

Mette Frederiksen giver ham ret.
– Jeg vil tage det op på Christiansborg og se, om vi kan få flertal for sådan en ordning. Der mangler et værktøj til kommunerne på det her område, siger hun og henviser til, at kommunerne i dag er nødt til at opkøbe visse ejendomme for at sætte en stopper for, at de bliver udlejet.

På spørgsmålet om, hvorvidt gode udlejere, der lejer ordentlige ejendomme ud, kan blive straffet af det nye forslag, svarer Mette Frederiksen:
”Nej, for hvis det går igennem, bliver det et tilbud til kommunerne, ikke noget der skal benyttes.”

Obbekjær Skole er faldefærdig

RYK IND er tidligere af en lejer på Obbekjær Skole – Lundvadvej 39 – blevet vist rundt i den ene fløj af skolen – og billedserien fortæller alt.
Der bor to personer på adressen, som ifølge BBR meddelelsen er under ombygning til 7 lejligheder. Den gamle skole har desuden en gammel skoleinspektørbolig, som er i så ringe stand, at den burde rives ned, fortæller lejeren, som fremviste fri udsigt til himlen gennem defekte vinduer i husgerningslokalet på 1. sal samt massive skimmelsvampangreb. Nh Ejendomme Aps, Glejbjerg, ejer Obbekær Skole.

(Kilde: TV ØST)