Tekst Hasse Jørgensen, foto VisitRibe, tirsdag den 6. august
Der er mulighed for at opleve en lille promenadekoncert I Domkirken på fredag 9. august kl. 16.30 til 17.
Messingkvintetten Back-to-Brass bestående af musikerne Jean-Michel Clemmensen, trompet, Svend Friis, trompet, Kenn Højbjerg, horn, Hanne Degn, trombone, og Harry Lender, tuba, giver en halv times prøve på, hvad fem messingblæsere kan sammen.
Programmet er i tre afdelinger: Musik fra renæssancen med komponister som Dowland og Byrd, romantisk musik af den tyske 1800-talskomponist Ludwig Maurer og til slut tre amerikanske spirituals.
En lignende koncert fandt også sted sidste år, og den samlede et godt publikum omkring de fem musikere, der var placeret under det store orgel, hvor akustikken er smukkest.
Der er gratis adgang, og Domkirken er åben for almindeligt turistbesøg under koncerten.