Tekst & Foto Johnny Tauman
25. november 2019

Der var Kristoffer Laursen til forskel, da Skanderborg Håndbold hjemme besejrede Ribe-Esbjerg HH med tre mål (30-27). I 2. halvleg var hjemmeholdet foran med både (26-21) og (28-23) – og selvom Tim Winkler igen kom på mål med et kvarter tilbage, så udeblev de redninger, der skulle til for at vende kampen.
Faktisk var det i en periode kun Kasper Kvist, som formåede med skruebolde etc. at passere den store keeper Kristoffer Laursen.
REHH´s trænerteam forsøgte med flere tiltag – 7-mod-6 spillet samt forsvarsformationerne 5-1 og 4-2, men intet ville lykkes.
Igen havde REHH en scoringspause på 7 minutter – det er der ikke plads til, hvis man vil lege med i toppen.
Med boldbesiddelse det sidste halve minut burde REHH endda have spillet mere fornuftigt og reduceret, så målforskellen kun var to mål. Det kan jo blive afgørende til foråret.

REHH´s målmænd ramte ikke dagen – især Tim Winkler fik en forfærdelig start på kampen efter sin eneste redning. Skal 3. målmanden måske i spil?

REHH haltede bagefter

Tim Winkler startede på mål, da Ribe-Esbjerg HH besøgte Skanderborg Håndbold i Fælledhallen mandag aften. Kampen var blot 4 minutter gammel, da Miha Zvizej pådrog sin en udvisning – en periode som blev tabt med 2-0 – ikke mindst takket være en særdeles uskarp Runar Kárason (3 misbrugte forsøg og en fejlaflevering).
Kampen bølgede frem og tilbage uden, at Ribe-Esbjerg kunne bide sig fast i hjemmeholdet.
Bagud med (8-4) bød Nicolai Nygaard sig til og fik scoret en række glimrende mål. MEN! En overtalsperiode blev ikke udnyttet (1-1), så Skanderborg Håndbold var stadig i front med 4 mål (11-7), da cheftræner Lars Walther tog Team-Time-Out. Der blev foretaget skift på målmandsposten – Tim Winkler havde ikke fået fat i noget, og Søren Rasmussen kom ind med større sikkerhed – men ikke vanlig styrke – småskadet? Ribe-Esbjerg fik reduceret til både (13-11), (14-12) og kom bagud med blot et mål, inden hjemmeholdet scorede til (16-14) i halvlegens sidste sekund.

Cheftræner Lars Walther talte med store bogstaver under Team-Time-Out, men konceptet rakte ikke til sejr

Hvor var Runar og Gunnar?

Det så ud til, at REHH havde fået meget ud af pausen. Nicolai Nygaard var skarp og gjorde det til (16-15) med sin femte scoring – og lidt senere kunne Lasse Uth udligne til (17-17). MEN! Så kom scoringspausen med den storspillende Kristoffer Laursen – og ”pludselig” var stillingen (21-17). Kasper Kvist gjorde det ellers ganske fornuftigt i denne halvleg – men hvor var Runar Kárason og Gunnar Steinn Jónsson? Og hvor var forsvaret, som skulle hjælpe målmændene.
Savnet efter Jacob Heinl er kæmpe stort. Nu kommer først Lemvig-Thyborøn Håndbold (fredag) og SønderjyskE Herrer (mandag) på besøg. Der skal mindst 4 point på kontoen i disse to kampe, for de efterfølgende modstandere…….

Stillinger

Stillinger undervejs – hvert 5. minut: (2-1), (4-2), (8-5), (10-7), (13-11), (pause: 16-14) , (18-17), (21-17), (24-19), (26-22), (28-24), (Slut: 30-27).

Målscorere

Ribe-Esbjerg HH: Mathias Jørgensen 7, Kasper Kvist 6, Nicolai Nygaard 5, Lasse Uth 4, Miha Zvizej 2, Runar Kárason, Simen Schønningsen og Lars Mousing hvert 1.
Skanderborg Håndbold: Cornelius Aastrup og Mathias Bitsch hver 7

REHH´s målmænd savner vanlig styrke. Her scorer Morten Balling på straffekast. Småskader hindrer de store præstationer.