Tekst Hasse Jørgensen, fredag den 4. juni

Mere end en times ventetid på en kviktest det meste af fredagen har fået flere mennesker op i det røde felt.

Ryk Ind Ribes redaktion har fået flere henvendelser fra folk, der mener, at det er alt for lang en ventetid, og flere påpeger, at der kun var fem podere i gang, mens der er plads til otte.

En borger, der ikke ønsker sit navn frem, men hvis navn og adresse, er redaktionen bekendt, undrer sig således over, at man ikke sætte flere podere på en fredag, hvor man ved, at der op til weekenden er travlt.

– Det er ikke de podere, der er på arbejde, jeg skyder på. De gør det så hurtigt og godt, som de kan, men det undrer, at der ikke sættes flere podere ind – også fordi der ikke er kviktest om torsdagen men kun PCR-test. Den er imidlertid svær at bruge, for for det første går der ofte mere end et døgn, inden resultatet foreligger, og for det andet dækker den ikke hele søndagen, hvis man får den taget tidligt torsdag, siger vedkommende, der dog glæder sig over, at Kjeldgaard Kaffe var til stedet og forsødede venetiden.

De klager, Ryk Ind Ribe har fået flere gange fredag formiddag går på det samme: undren over, at der ikke er flere podere.

En opringning til Care Link giver en henvisning til hot line, og her oplyser en venlig dame, at der er kø over hele Syd- og Sønderjylland.

– Der er nogle steder i Jylland, der er grøn markering, men i Syd- og Sønderjylland er der ventetider. Man kan altid gå ind på vores hjemmeside og se, hvor lange ventetid, der er. Er markeringen gul, er der op til en halv times ventetid, er den orange, er der op til en time, lød det fra Care Links hotline.

Social og sundhedsdirektør Arne Nikolajsen, Esbjerg Kommune, vil tage problemet op med Care Link på det ugentlige møde, der er, og som næste gang holdes på mandag.

– Vi har ingen indflydelse på ventetider og bemandingen. Det kan være, at der har været sygdom blandt poderne, eller det ikke har været muligt at skaffe tilstrækkeligt. Men  når vi ikke mener, at Care Link leverer varen, drøfter vi det på vores evalueringsmøder, og det her vil jeg tage op mandag, lyder det fra Arne Nicolaisen, der videre fortæller, at kviktesten foregår i et samarbejde mellem Care Link og Region Syddanmark.