Tekst og fotos Hasse Jørgensen, lørdag den 13. august 2022

Der sker noget på Ribe Bryghus. Ikke alene brygges der godt øl her, men der holdes også mange fester og events.

Et godt eksempel på en sådan event var lørdag formiddag, hvor op med 60 Mercedes-ejere havde sat hinanden stævne med gæster. Det var Mercedes Benz-klubben i Danmark, der stod bag træffet, og det er ikke første gang, klubben er i Ribe. Tidligere har de parkeret deres smukke køretøjer ved domkirken, men i år valgtes Ribe Bryghus som mødested.

Og der var biler i alle aldre lige fra de nyeste til alderspræsidenten, en Mercedes Benz 290 cabriolet produceret fra 1933 til 1937. Bilen kom første gang til Danmark i 1936. Den kostede den gang 11.500 RM, hvilket svarede til en arbejdsmands løn i 14 år. D.v.s, at for at eje en sådan bil, skulle han arbejde i 14 år uden at bruge en krone af sin løn.

I dag er bilen ejet af Folmer Larsen, Langerskov, og han har haft den i otte år. Han fortæller, at han kører omkring 5000 km om året i bilen, der går fint.

Hastigheden ligger mellem 80 og 90 kilometer i timen, og den bruger 19 liter per 100 kilometer. Maskinen er på 2,9 l og udvikler 68 HK. Totalvægten er 2350 kg.

At bilen er forsynet med nummeret Krone 1, er en spøg fra ejerens side. Og det er ikke helt den autoriserede “krone-plade”.

De mange flotte biler trak mange nysgerrige til