Tekst & Collage: Johnny Tauman     Foto: Privat
5. april 2023

Ved føtex på Moltkes Allé i Ribe er der netop sat to lynladestandere op med fire lynladepunkter. Det betyder, at fire biler på samme tid kan få batteriet opladet. Lynladestanderne er tilsluttet fra 31. marts.

Clever har to typer standere

Lynladestanderne er fra Danmarks førende ladeoperatør Clever, og alle handlende samt øvrige elbilsejere kan benytte sig af muligheden for at oplade deres bil hos føtex i Ribe. Foruden de nye lynladestandere er der i forvejen en almindelig ladestander med tre ladepunkter ved varehuset.

Glad varehuschef

Varehuschef i føtex, Ribe, Lars Slotsager, er begejstret over, at varehuset nu kan tilbyde kunderne mulighed for at lade deres bil, mens de fylder varer i indkøbsvognen.
“Jeg synes, gevinsten ved, at kunderne kan lade, mens de handler hos os, er stor. Ladestanderne står meget tæt på indgangen, så det er nemt. Det glæder mig også, at vi kan være med til at udbrede ladenettet, så flere danskere kan anskaffe sig en elbil og på en nem og hurtig måde kan få opladet bilen”, siger han.

Mulighed for lynladning i lokalområdet

Med placeringen af lynladestanderne ved føtex i Ribe er Clever og Salling Group med til at opnå en bedre geografisk dækning af Danmarks offentligt tilgængelige ladeinfrastruktur. Det er samtidig også en opgradering af muligheden for at lade lynhurtigt i dit lokalområde.