Tekst & Foto: Johnny Tauman
11. marts 2023

Det er stadig bidende koldt – og nattefrosten holder de mange havejere fra at komme sådan rigtig i gang med forårsarbejdet. Primula er en hårdfør plante, men den bør nu ikke plantes udendørs lige nu, selvom de farvestrålende blomster virker tillokkende. Aksel har igen inviteret RYK IND RIBE på besøg hos Beskæftigelsen Gartneriet på Pile Alle 2, hvor han forklarer om de mange projekter, han og de øvrige borgere deltager i.

– Du skal lige med ud i drivhuset, hvor vi har varme på, lyder beskeden fra Aksel, der hver dag tager med Arriva toget Bramming – Ribe tur/retur.

Han forklarer, at Ib er ved at gøre klar en gråbladet-plante, hvor bladene ved en test smager af salt. Og der er rigtig mange, der fra små potter skal i jorden..

Aksel lover, at der bliver masser af sommerblomster til salg – og fremviser skilte på bl.a. Spansk Marguerit, Flittig Hans, Guldknap m.fl.
– Vi har modtaget blomster til udplantning over tre onsdage – og snart vil hele drivhuset være fyldt, fortæller Britta Petersen, mens hun kort efter viser flere hundrede potter i forskellige farver og med sirligt skrevne navnepinde.

Denne systematik skal hjælpe vore borgere til at få overblik over de forskellige tomatplanter, ribs og senere agurker.

Og tilbage til primula og stedmoderblomster – de sidste tåler frost! Disse blomster står i drivhuset med adgang lige over for kassen. – Her er koldt, fortæller Aksel, der allerede glæder sig til at komme tilbage til de varmere omgivelser, hvor der også klargøres / bindes blomster mm.

Afslutningsvis lyder det fra Britta Petersen: – Vi har mange stauder – og de er klar til salg ligesom primulaerne.