Tekst og Collage: Johnny Tauman     Dronefoto: Ove Detlevsen

Esbjerg Kommune godkendte i september 2017 en 72-sidet MELLEMBYPLAN for GREDSTEDBRO udarbejdet af firmaet Bascon fra Århus – nu en del af COWI.

I forordet fremgår, at Byrådet med mellembyplanerne ønsker at samle de idéer og visioner, som man går med i de mellemstore byer, i en form for idékatalog, der fremover kan danne baggrund for en videre fysisk og æstetisk planlægning og udvikling af byerne.

Mellembyplan og overbygningsskole

Mellembyplanen er vel ikke glemt, når talen går på at samle alle overbygningsbørnene fra Gredstedbro, Ribe og Egebæk-Hviding i SeminarieHuset. De mange kroner, som er anvendt til at lave såvel Landsbyplaner som Mellembyplaner i Esbjerg Kommune, er vel ikke bare spildt, når andre ideer kommer på bordet?

Søg viden i MELLEMBYPLANERNE – interessant læsning i planer der er under to år gamle

Fokus på lokale styrker

Af forordet fremgår: ”Det er et af hovedmålene med mellembyplanerne, at der hermed bliver sat mere fokus på de lokale styrker, herlighedsværdier og udviklingsmuligheder, som ligger i Esbjerg Kommunes mellemstore byer, både for at øge interessen for disse byer blandt egne indbyggere, som blandt kommende tilflyttere, men også af hensyn til byernes fortsatte fremtidige udvikling som selvstændige levedygtige samfund”.

Har planen overhovedet været taget i anvendelse siden vedtagelsen – og i givet fald på hvilke områder? Eller samler den støv?

Attraktiv boligby

Gredstedbro er en by med en stærk selvforståelse som attraktiv boligby tæt ved Kongeåen.
Med afsæt i denne selvforståelse baserer byens fortsatte udvikling og eksistens sig overordnet på tre grundlæggende forhold:

  • Natur: Beliggenheden ved Nationalpark Vadehavet, Kongeåen og de bynære landskabskvaliteter.
  • Fællesskab: En god by at bo og leve i, hvor der er plads til alle, og alle ønsker at bidrage til byens udvikling.
  • Fysik: En by med to centre fordelt omkring byens station og dagligvarebutik samt skole-/fritidsområdet.

En fjerdedel af befolkningen er under 20 år

Beliggende ca. 9 km fra Ribe og 20 km fra Esbjerg er Gredstedbro den mindste af kommunens fire ”mellembyer” med lidt over 1.000 indbyggere.
Befolkningstallet har været nogenlunde stabilt de seneste år, og knap en fjerdedel af byens indbyggere er børn og unge under 20 år, hvormed antallet af børnefamilier i byen er ganske højt.

Gredstedbro Skole med Kongeåhallen nederst i billedet – der savner sammenhæng med fælles ankomst plads, påpeger Mellembyplanen

Skolen har central plads

Mellembyplanen skriver: ”Skole-/fritidsområdet er og skal sammen med området omkring stationen og dagligvarebutikken vedblive at være to vigtige funktionelle rum i byen, som på hver deres måde understøtter byens struktur og kvalitet som boligby. Begge rum kan med fordel redefineres med en sammenhængende plan for området og dets rolle i byen, så der skabes mere aktive rum, der indbyder til ophold på tværs af alder. Flere steder er der behov for attraktive udendørs opholdssteder, bl.a. for byens børn og unge, som kunne være et alternativ til de muligheder, der er for at mødes omkring organiseret idræt i byens skole- og idrætsområde”.

Savner præsentabel fælles ankomstplads

”Skole-/fritidsområdet i Gredstedbro er ikke nyt, og det ligger ikke centralt lokaliseret for byens boligområder,” fremgår det af planen, der fortsætter: ”Selvom udbygningen med nye parcelhuse i byen nærmer sig skole-/fritidsområdet, fremtræder det fortsat lidt som et funktionelt appendiks til byen. Der savnes bla. en præsentabel og sammenhængende ankomstplads for Kongeåhallen og skolen”.

For brugerne af området (både børnefamilier og ældre) er stedet dog lige så meget et centrum som byens oprindelige centrum omkring stationen, hovedgaden og Dagli’Brugsen.

Området spiller en rolle som mødested i forbindelse med arrangementer på skolen og idrætsmæssige aktiviteter på stedet og danner således centrum for byens aktive liv.

Noter fra workshop – om hallen / skolen

  • Skal være et samlingspunkt – der skal være mere liv! Også i weekenden og også ikke sportsrelateret liv.
  • Stien ønskes bedre vedligeholdt.
  • Pæne bygninger og fine legerum omkring skolen.
  • Multibane er på vej.
  • Flytte klubben Pusterummet tættere på hallen – eller supplere med en ny kommunal klub.
  • Behov for nuværende omfang af parkeringspladser, gerne lidt flere – det er ok, der står en ”tom” parkeringsflade i dagtimerne.

 

MELLEMBYPLANERNE findes på Esbjerg Kommunes hjemmeside.